En bil, der i fuld fart kørte ind i en folkemængde i Holland, har dræbt mindst to og såret flere.
De mange mennesker var forsamlede for at se Dronning Beatrix, der skulle køre forbi i en åben bus under fejringen af Dronningens Dag, der hvert år er en hollandsk festdag.
Ud fra intet kom en sort personbil kørende i fuld fart, fortæller vidner til Sky News.
Den bragede gennem politiafspærringerne og de forsamlede tilskuere, mens den tilsyneladende forsøgte at ramme en åben bus, der kørte dronningen og hendes familie gennem byen Apeldoorn i det vestlige Holland.
»Jeg så 20 personer, som fløj gennem luften«, siger Cynthia Boll ifølge Sky News.
Som en forfærdelig film
Den hollandske journalist Peter von de Vorst var også til stede og sammenligner dramaet med at se en skrækfilm:
»Det er en utrolig smuk dag. Så hører man pludselig et brag. Alle ser op, og du ser folk, som nærmest flyver i luften. Det må være en vittighed eller en underlig spøg. Så udbryder der pludselig panik, og du forstår, at der er sket noget helt forfærdeligt«, fortæller han til Sky News.
Ulykkesbilens fører på hospitalet
Personbilen kolliderede med et monument uden den royale bus blev ramt, og føreren er i politiets varetægt kørt bort i en ambulance.
I bussen befandt sig ud over Dronning Beatrix også kronprins Willem-Alexander.
Den kongelige familie har aflyst alle festligheder resten af dagen.
Politiet har ingen kommentarer til baggrunden for ulykken, men en bombehund undersøgte bilen for sprængstoffer, inden teknikere savede taget af for at kunne undersøge køretøjet nærmere.
fortsæt med at læse



























