Savnet fly fløj ind i storm

Arkivfoto
Arkivfoto
Lyt til artiklen

Kort før et Air Francefly forsvandt fra radaren meldte det om tekniske problemer.

Ifølge piloten var flyet ramt af kortslutning i el-systemet efter at det var fløjet ind i et stormfyldt område med stærk turbulens.

Det meddeler det franske luftfartsselskab ifølge Reuters.

Fløj i stærk turbulens
Meldingen blev sendt automatisk klokken 03.14 - et kvarters tid efter at maskinen var fløjet gennem et dårligt vejr.

»Der var en stærk, stærk turbulens. Lige nu kan vi ikke forstå, hvad der er sket«, siger den franske minister Jean-Louis Borloo.

Flyet forsvandt under en tur fra Rio de Janeiro til Paris med 216 passagerer og 12 besætningsmedlemmer. Der ledes nu efter maskinen ud for Brasiliens kyst.

Det lettede klokken 19.00 lokal tid og havde fløjet 3-4 timer, da det forsvandt i nærheden af øen Fernando de Noronha 300 kilometer fra den brasilianske kyst.

Ekspert: En katastrofe

Ifølge flere flyeksperter, som nyhedsbureauet AP har talt med, er flyet med sikkerhed ikke længere på vingerne, vurderet ud fra den mængde benzin, det havde med.

»Der har ikke været noget nødkald. Konklusionen må være, at der er sket en katastrofe«, siger luftfartsanalytiker Chris Yates til AP.

Han tør ikke spå om, hvad der kan have forårsaget ulykken. Det kan være alt fra en mekanisk fejl til terror, mener han.

»Jeg vil tro, at det er styrtet så hurtigt, at piloterne ikke har haft tid til at slå alarm«, siger Chris Yates.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her