Nordkorea affyrer missil efter atomtest

En gæst på et krigsmuseum i Sydkoreas hovedstad ved modeller af nord- og sydkoreanske missiler. (Arkivfoto)
En gæst på et krigsmuseum i Sydkoreas hovedstad ved modeller af nord- og sydkoreanske missiler. (Arkivfoto)
Lyt til artiklen

Det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap skriver, at Nordkorea har testet et kort-distanse missil.

Ifølge nyhedsbureauet var det en jord-til-luft missil, der har en rækkevidde på 130 kilometer. Affyringen skete fra det nordøstlige Musadan-ri- Det er samme sted, som landet brugte til affyringen af en lang-distanse-missil 5. april.

Hasteindkaldt regeringen
Nyheden kommer kort tid efter, at Nordkoreas officielle nyhedsbureau, KCNA, beretter, at landet i nat har foretaget en succesfuld underjordisk atomprøvesprængning - en enorm provokation blot to måneder efter, at styret affyrede langdistance-missiler, der vakte harme og bekymring både blandt landets nabolande og i det internationale samfund.

Meldingen får især Sydkorea til at reagere prompte. Præsident Lee Myung-bak har allerede indkaldt regeringen til møde i dag.

Vækket af advarselssirene

Både USA's geologiske institut og Sydkoreas meteorologiske institut registrerede rystelserne i den nordlige del af Nordkorea.

Jordskælvet blev af amerikanerne målt i en dybde på 10 kilometer og fandt sted 70 kilometer nordvest for byen Kimchaek i det østlige Nordkorea ved det Japanske hav.

Ved den kinesiske grænse ved byen Yanji, 200 kilometer fra teststedet, gik myndighederne først ud fra, at rystelserne skyldtes et jordskælv. Derfor blev beboerne vækket af en advarselssirene kl. 9 lokaltid, skriver nyhedsbureauet AP.

Vakte ramaskrig
Da Nordkorea testede deres lang-distance missiler i april måned vakte det ramaskrig i især Sydkorea, Japan og USA.

Det sydkoreanske aktiemarked faldt med fire procent efter nyheden. Frygten for at atomprøvesprængninger vil føre til øgede sprængninger i regionen er stor.

Christina Zemanova

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her