Satellitter, fly og skibe leder efter forsvundet fly

Brasilianske soldater gør sig klar om bord på et fly, som skal deltage i eftersøgningen efter det forsvundne Air France-fly.
Brasilianske soldater gør sig klar om bord på et fly, som skal deltage i eftersøgningen efter det forsvundne Air France-fly.
Lyt til artiklen

Skibe og fly fra flere nationer samt amerikanske satellitter bliver i disse timer sat ind på at finde spor og vragrester fra det Airbus 330 fly, som er forsvundet sporløst mellem Brasiliens og Senegals kyster.

Flyet havde 228 personer om bord, heriblandt en dansk kvinde.

»Vi er nu i et kapløb med tiden for at finde vragrester og især de sorte bokse, der kan hjælpe os til at forstå, hvad der skete«, sagde Frankrigs miljø- og transportminister Jean-Louis Borloo til morgen i fransk radio.

USA’s præsident, Barack Obama, der besøger Frankrig lørdag, lovede fuld assistance.

»USA vil bidrage så aktivt som muligt for at finde ud af, hvad der er sket«, sagde han til den franske tv-station i-Télévision.

De sorte bokse
De sorte bokse fungerer i 30 dage efter et styrt, og det skal derfor gå hurtigt med at finde dem, hvilket kan blive svært.

For stedet, hvor Air France flyet mellem Rio de Janeiro og Paris forulykkede, er fortsat ikke lokaliseret, og vragresterne kan befinde sig flere tusinde meter under havoverfladen i et område præget af stærke strømme.

Og uden vragrester bliver det meget svært at forstå, hvad der skete, siger den erfarne franske pilot og havariekspert, François Grangier.

»Vi står på helt bar bund, indtil vi har nogle elementer, vi kan vurdere«, siger han til radiostationen France Inter. Han advarer stærkt imod at lægge vægten på én forklaring, f.eks. stærk turbulens.

I det voldsomme men langt fra usædvanlige uvejr, flyet kom ind i, kan en række begivenheder have udløst en total blokering af flyets elektroniske systemer, som en automatisk meddelelse sendt fra flyet omkring kl. 04.15 antyder.

Pårørende isoleret
På baggrund af den totale uvished bruger flere franske aviser ordet ’mysterium’ på forsiderne.

Alle understreger, at det var tale om et relativt nyt fly fra 2005, som i april havde gennemgået en grundig kontrol, og besætningen bestod af meget erfarne piloter og medarbejdere i kabinen.

De var derfor gennemtrænede i at klare selv meget voldsomme situationer, som moderne fly også er bygget til at modstå, siger havarieksperten og piloten François Grangier.

Derfor er det ifølge ham og transportminister Jean-Louis Borloo helt afgørende hurtigt at finde vragresterne for at kunne forklare katastrofen, hvilket også er vigtigt for ofrenes pårørende, understreger ministeren.

Pårørende isoleret fra pressen

De pårørende overnattede i et hotel nær Charles de Gaulle lufthavnen i Paris, hvor de løbende bliver informeret om efterforskningsarbejdet samtidig med, at de får hjælp og bistand af læger og psykologer.

Politi holder hotellet totalt afskærmet fra pressen, og ifølge oplysninger fra Air France ønsker de fleste af de pårørende at blive sammen.

Michael Seidelin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her