Fejlmeldinger undrer flyekspert

Det var et Air France-fly som denne Airbus, der sandsynligvis er forulykket over Atlanterhavet. (Arkivfoto)
Det var et Air France-fly som denne Airbus, der sandsynligvis er forulykket over Atlanterhavet. (Arkivfoto)
Lyt til artiklen

Enten skete det rigtig, rigtig hurtigt. Eller også var piloterne travlt optagede af at styre flyet.

Det er ifølge professor i flysikkerhed og havari-efterforskning Graham Braithwaite årsagen til, at der ikke kom meldinger fra det savnede Air France-fly, der frygtes at være styrtet i Atlanterhavet.

Vanskeligt at finde flyvrag
Det kan være svært at finde maskinen, tilføjer han og finder de automatiske beskeder om strømudfald i flyet interessante.

Braithwaite arbejder for Cranfield-universitetet i England, hvor der blandt andet uddannes efterforskere til havarikommissioner.

Og han følger nøje med i de forsøg på at finde flyet - og årsagen til dets forsvinden.

»Der er mange formodninger lige nu«, understreger han.

Strømudfald var ikke fuldstændigt
Ifølge Air France sendte flyet et dusin automatiske fejlmeddelelser om, at der var problemer med Airbus-maskinens strømforsyning. Tilsyneladende blev der også sendt en automatisk melding om, at flyet havde tabt kabinetrykket.

»Når det kan sende de beskeder, så har det tydeligvis ikke tabt al strømmen«, mener den engelske havari-ekspert.

»Det kan være særdeles kritiske oplysninger, eller også siger de ikke meget om situationen«, forklarer han.

Piloter for travle til at slå alarm
Piloterne slog ikke selv alarm om, at noget var galt. Men det kan man heller ikke basere nogen konklusioner på.

»Hvad der end skete, så gik det enten hurtigt - eller også havde mandskabet travlt. Deres hovedopgave er at have kontrol over flyet«, siger Graham Braithwaite.

Han tilføjer, at vejret omkring flyet - der tilsyneladende var røget ind i et stormvejr med torden og turbulens - kan vanskeliggøre flyets kontakt med omverdenen, fordi det kan forstyrre kommunikationsfrekvenserne.

Tabte måske kabinetrykket
Samtidig foruroliger forlydenderne om, at kabinetrykket er røget i flyet, i sekunderne inden det gik ned.

»Hvis det er et lille hul, vil alt i flyet forsøge at komme ud den vej«, siger Graham Braithwaite.

Normalt dykker fly, hvor kabinetrykket er forsvundet, hastigt ned til 10.000 fods højde - 3 kilometers højde - hvor de ombordværende kan trække vejret uden iltmaskerne.

»Den manøvre er alle piloter trænet i«, siger den engelske havari-ekspert.

Stort eftersøgningsområde
Ifølge de brasilianske myndigheder kan flyet være forsvundet i et område, der er flere gange større end Europa.

»Det er meget muligt. Hvis vejret er dårligt, så kan de forsøge at flyve uden om det, eller de kan eventuelt have forsøgt at vende tilbage til fastlandet«, forklarer Graham Braithwaite.

Ud for Senegals kyst er der er fundet effekter, der kan stamme fra det savnede fly.

De kan i givet faldt fortælle noget om styrtet og hvor hårdt, maskinen ramte havoverfladen, siger Braithwaite.

Nødsendere med kort rækkevidde

Efterforskerne vil gøre meget for at finde flyet og dets såkaldte sorte bokse, der lagrer oplysninger om blandt andet kommunikationen i cockpittet. De er udstyret med radiosendere, der skal gøre dem nemmere at finde efter et styrt.

Problemet er, at de radiosignaler har en forholdsvis kort rækkevidde.

»De mennesker, der leder efter dem, er nødt til at komme tæt på. De sorte bokses sendere virker i 30 dage«, oplyser den engelske havariprofessor.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her