Par reddede livet - ingen plads på ulykkesfly

Lyt til artiklen

Claude Jaffiol og hans hustru Amina kom ikke med fly AF 447 fra Rio de Janeiro.

Det har efter alt at dømme været afgørende for, at de i dag er i live.

»Det er et mirakel«, sagde den medicinske professor Claude Jaffiol i lufthavnen i Rio de Janeiro.

Det franske ægtepar ville have været med netop det Air France-fly, som nu er forsvundet, hjem til Paris. 228 passagerer er formentlig omkommet - heriblandt en dansk kvinde.

Alt optaget på flyet

Parret havde efter en forretningsrejse i Brasilien planlagt at udvide rejsen med lidt sight-seeing. Men så besluttede de sig alligevel for at rejse hjem før tiden.

Og hjemrejseflyet skulle være AF 447.

Parret satte ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitungs netavis 'himmel og jord i bevægelse' for at få plads på flyet.

Men Air France oplyste, at flyet var helt booket op.

»Vi har været ufatteligt heldige. Men nu tænker vi på dem, der sad i maskinen«, sagde Amina Jaffiol.

Hun tilføjede, at de nu så med en vis bekymring på deres egen hjemrejse.

Kaare Skovmand

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her