De iranske aktivister og demonstranter skal rette ind.
De skal holde sig væk fra gaderne og passe deres hverdag.
Ayatollah Ali Khamenei, Irans øverste og ubestridte religiøse leder, var utvetydig i sin henvendelse til de hundrede tusinder af iranske borgere, som har været på gaderne over alt i Iran i løbet af de sidste seks dage.
»Det var samme hårde og uforsonlige retorik både over for de iranske borgerne og over for udlandet. Der er ingen ændringer her«, siger den danske Iranekspert Claus Valling Pedersen, der er lektor i persisk ved Københavns Universitet.
LÆS MERE HER Ayatollah Khamenei angriber Irans fjender
Talen startede roligt og spirituelt, men den ændrede sig hurtigt til et vredt og indigneret angreb på de, som stiller spørgsmålstegn ved Irans legitimitet og det nyligt overståede præsidentvalgs gyldighed.
Det var en forventet reaktion, siger Claus Valling Pedersen.
»Der var måske nogle, der havde forestillet sig, at han ville prøve at trække i land og opnå et forlig mellem de stridende parter inden for den religiøse stats rammer, men det gjorde han ikke«, siger iraneksperten.
SE TVPolitikens Vibeke Sperling mener, at ayatollahen optrapper konflikten
Der er ingen valgsvindel
Ayatollahen afviste enhver spekulation om valgsvindel, og han udtalte sin klare opbakning til Ahmadinejad.
Ifølge Claus Valling Pedersen er iraneksperter i tvivl om, hvorvidt opbakningen er udtryk for Khameneis egen holdning eller om den sker, fordi Khamenei føler, at han er nødt til det.
»I Iran er Revolutionsgardefløjen sammen med Ahmadinejad blevet stærkere. Det er ikke et umuligt scenarie, at Khamenei siger, som han gør, for at han kan blive i sin magtposition«, siger Claus Valling Pedersen.
»Revolutionsgarden er en voksende magt i det Iranske samfund«, siger han.
Danske iranere er skuffede
Blandt unge iranere i Danmark er der skuffelse over Ali Khameneis fredagsbøn.
»Det triste er, at han truer demonstranterne ved at sige, at hvis de fortsætter, så er de selv ude om det«, siger Jaleh Tavakoli fra 'Initiativet for reelt demokrati i Iran'
»Det bliver spændende at se, hvordan reformisterne vil svare på det her. De er rimeligt godt og grundigt kritiseret af den øverste leder nu«, siger hun
»Hvis folk bliver bange, kan det godt være, at der kommer en periode med stilstand«, siger hun.
Iranere i Danmark: oprøret er mod islam
Demonstration i morgen ved Christiansborg
'Initiativet for reelt demokrati i Iran' har indkaldt til demonstration i morgen klokken 16 på Christiansborg Slotsplads.
Initiativet kræver, at den danske regering officielt skal tage afstand fra volden mod civilbefolkningen i Iran, samt at udenrigsministeren skal indkalde den iranske ambassadør i samråd.
De fleste politiske partier er inviteret til at tale ved demonstrationen.




























