Konservative kristne vil bekæmpe bøssepræster

Bøsser hører ikke til på prædikestolen. Det mener en gruppe konservative præster, der nu vil danne et netværk mod moderne tiltag i den anglikanske kirke. Her ses USA's første homoseksuelle biskop, Gene Robinson.
Bøsser hører ikke til på prædikestolen. Det mener en gruppe konservative præster, der nu vil danne et netværk mod moderne tiltag i den anglikanske kirke. Her ses USA's første homoseksuelle biskop, Gene Robinson.
Lyt til artiklen

Bøsser hører ikke hjemme på prædikestolen, og homoseksuelle par skal ikke have lov til at blive velsignet i kirken.

Det mener en række konservative, anglikanske præster, der nu vil gå sammen for aktivt at bekæmpe liberale tendenser i den anglikanske kirke.

Stor splittelse
De i alt 11.000 præster fra hele verden har de seneste par dage været samlet til konference i Jerusalem, og ifølge BBC ventes det, at de i dag officielt danner et konservativt netværk, der skal bekæmpe det, de kalder deres liberale kollegers »falske evangelium«.

Ifølge præsterne er splittelsen mellem den konservative og den liberale fløj i den anglikanske kirke så stor, at den er umulig at glatte ud.

Uafhængige af ærkebiskoppen
Med netværket vil de konservative præster erklære sig uafhængige af den anglikanske kirkes øverste leder, ærkebiskoppen af Canterbury, samt de liberale fløje i de amerikanske og canadiske kirker.

De vil dog forblive en del af den anglikanske kirke.

Kirken er ødelagt

Konservative anglikanere har forsøgt at få den amerikanske kirke ekskluderet fra den anglikanske kirke siden 2003, hvor Gene Robinson blev indsat i New Hampshire som den første åbent homoseksuelle biskop nogensinde.

Samtidig har gruppen af konservative præster forsøgt at bekæmpe den amerikanske kirkes velsignelse af ægteskaber mellem homoseksuelle.

»Den anglikanske kirke er blevet ødelagt af disse falske opfattelser af Biblen«, mener Rod Thomas, der er formand for netværket.

Louise Skov Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her