Det israelske luftvåben retter mandag bombeangreb mod grænseområdet mellem Egypten og Gazastriben, der kontrolleres af den palæstinensiske Hamas-bevægelse.
Det bekræfter det israelske militær efter rapporter om angrebene fra øjenvidner og fra Hamas. Israel hævder, at målet er tunnelsystemer under grænsen, som ifølge israelerne bruges til indsmugling af våben. Hamas har tidligere sagt, at de underjordiske gangsystemer bruges til at transportere blandt andet medicin ind i Gaza, som er hårdt ramt af den israelske blokade. Israel har ofte før forsøgt at ødelægge de underjordiske transportveje, men den seneste måned er angrebene blevet trappet ned. I december iværksatte israelerne en offensiv mod Gazastriben, som kostede omkring 1.400 palæstinensere livet. Israelerne reagerede på raketangreb fra Gazastriben. 14 israelere mistede livet under den 22 dage lange intense konflikt.



























