Klimaskeptiker: CO2 er blevet dæmoniseret

Maskiner og rygende skorstene lukker CO2 ud - men der er kun papirtynde beviser for, at det skader klimaet, mener den mest upopulære mand på klimatopmødet i Poznan.
Maskiner og rygende skorstene lukker CO2 ud - men der er kun papirtynde beviser for, at det skader klimaet, mener den mest upopulære mand på klimatopmødet i Poznan.
Lyt til artiklen

Marc Morano har det ikke nemt.

Mens hele verden har været samlet for at bekæmpe klimaforandringer, har han som en enmands-hær gået rundt i Poznan og forsøgt at råbe politikere, embedsmænd og aktivister op for at lade dem forstå, at det hele er fup.

»Folk må indse, at global opvarmning er et af de mest hypede, overvurderede problemer og beviset for det er absolut papirtynd«, siger Marc Morano.

Verden er blevet forført at Gore og Obama
Ord, tal og armbevægelser vælter ud af ham, mens han forklarer, hvordan det er lykkedes blandt andre den amerikanske senator og klimaforkæmper Al Gore og den kommende præsident Barack Obama at forføre hele verden.

»CO2 er en essentiel, sporbar gas, der er blevet dæmoniseret og nu hedder forurening. Vi udånder det fra vores egen mund«, siger Marc Morano.

Højt placeret hos USA's republikanere

Han er ikke en hr. hvem som helst blandt klimaskeptikere.

Han er den velkendte talsmand for den republikanske senator James Inhofe, der sidder som republikanernes øverste repræsentant i senatets miljø- og teknikudvalg. James Inhofe er dermed den højest placerede republikaner på klimaområdet.

Med sig i hånden til FN’s klimatopmøde havde Marc Morano en ny rapport, hvor 650 forskere ifølge ham dokumenterer, at der intet bevis er for global opvarmning eller at truslen er stærkt overdrevet. Rapporten blev ikke en bestseller:

»Journalister krøllede den sammen og smed den bogstavelig talt væk«, fortæller Marc Morano, der ifølge ham selv er blevet mødt med enorm skepsis under hele mødet.

Mange klimatvivlere i USA
Senator Inhofes og Marc Moranos kampagne mod teorien om global opvarmning kritiseres fra mange sider, men senatoren står på ingen måde alene med sine kritiske synspunkter.

Flertallet af hans republikanske kolleger i senatet tror ikke på menneskeskabt global opvarmning ifølge undersøgelser.

»Jeg kan ikke se, hvordan Barack Obama kan få en global klimaaftale igennem senatet. Selv mange demokratiske senatorer bliver svære at overtale«, siger Marc Morano.

Var med Connie Hedegaard på Grønland

Marc Morano var i 2007 på Grønland sammen med klimaminister Connie Hedegaard (K), der på daværende tidspunkt var miljøminister.

Hedegaard havde inviteret en stribe fremtrædende senatorer til at bevidne klimaforandringerne i Arktis, og Morano repræsenterede den republikanske Inhofe.

Morano og Hedegaard ser ikke ligefrem på global opvarmning på samme måde, og da Hedegaard i dag var lige ved at støde ind i Morano igen på hotellet i Poznan, fik hendes pressechef behændigt gelejdet ministeren ud af en anden udgang med ordene »vi går den her vej, han sidder lige om hjørnet«.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her