Det er vel egentlig ret uskyldigt at kaste med sne.
Men når kampen står mellem flere hundrede mennesker, der undervejs finder fælles glæde ved at begynde at beskyde sporvogne og busser, er det måske ikke så uskyldigt endda.
Det mente i hvert fald politiet i Leipzig, der i lørdags måtte skride ind og stoppe en masse uterlige sneboldkrigere.
Politiet gik ind i skudlinjen
Det er avisen Die Welt, der beskriver, hvordan flere hundrede mennesker havde forsamlet sig på gaden lørdag aften for at more sig lidt i sneen, men kampen udviklede sig, og inden længe var det også busser, sporvogne og det lokale supermarked, der stod for skud - bogstaveligt talt.
Da politiet ankom til stedet, blev også de angrebet med snebolde og flasker.
To betjente blev såret, skriver Die Welt, og myndighederne blev tvunget til at omdirigere trafikken fra slagmarken, der tilfældigvis var et af byens mest trafikerede vejkryds.
Uroligheder udskudt et par dage
Die Welt skriver, at politiet og venstreorienterede unge ofte er uenige i området omkring Connewitzer Kreuz, hvor sneboldkampen foregik.
Politiet havde regnet med uroligheder i området nytårsaften, men indtil lørdag havde der været roligt.
Men så kom sneen.




























