Værste snefald i 70 år i Nordøstasien

SNERYDNING. Sydkoreanske soldater i gang med at rydde sne i hovedstaden Seoul.
SNERYDNING. Sydkoreanske soldater i gang med at rydde sne i hovedstaden Seoul.
Lyt til artiklen

Indbyggerne i den sydkoreanske hovedstad Seoul er ved at grave sig ud af et snedække, der har lammet trafikken ind og ud af millionbyen.

Meteorologer siger, at det 28 centimer tykke snelag, der i løbet af i går lagde sig ned over storbyen med flere end 10 millioner indbyggere, er det værste siden landet begyndte at foretage vejrmålinger i 1937.

Det skriver Associated Press fra Seoul.

Også nabolandet Kina mærker til snestormen, hvor kuldegraderne i Beijing kom ned på minus 18 natten til i dag.

SE FOTO

Flytrafikken i hele Nordøstasien er stærkt påvirket af vejforholdene. Hen over weekenden og frem til mandag eftermiddag måtte Koreas største lufthavn Gimpo aflyse 224 flyvninger, inden trafikken kunne genoptages.

Næsten hver anden flyvning fra Beijings største lufthavn blev aflyst fra weekenden og frem til mandag, skriver den britiske avis The Guardian fra Beijing.

I både Seoul og Beijing er tusinder af soldater, politi og civile sat ind for at rydde gader og veje. Flere togforbindelser fra Beijing til Kinas nordlige og nordøstlige regioner har været forhindret i at nå rettidigt frem på grund af snemasser og is, der har blokeret sporene.

Kinesiske embedsmænd er bekymrede over, om vejrforholdene vil påvirke forsyninger af olie og gas til store og befolkningstunge regioner af landet.

Samtidig siger en økonom ved Kinas Socialvidenskabelige Akademi til Reuters, at det barske vintervejr ikke vil få negative konsekvenser for den kinesiske økonomi.

Sneen leverer vand

»Det er for småt og for lokalt til at få en større betydning. Faktisk kan sneen på sigt få en positiv betydning for landbrugsproduktionen i Nordøstkina, som tidligere har været ramt af vandmangel. Når sneen smelter, vil det give næring for forårets afgrøder«, siger Yi Xianrong.

Hans udsagn synes at blive bekræftet af den aktuelle udvikling på de asiatiske aktiemarkeder, som i dag er steget til det højeste niveau i halvandet år.

Store dele af Stillehavsregionen kæmper på forskellige måde mod elementernes hærgen. I Australien er det oversvømmelser og skovbrande, der optager sindene.

LÆS ARTIKEL I ld og vand hærger i Australien

Flemming Ytzen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her