Læger amputerer på samlebånd i Haiti

Lyt til artiklen

De overlevende i Haiti trues nu af følgesygdomme efter jordskælvet, der også smadrede adskillige hospitaler og apoteker.

Ruinerne er fyldt med lig. Vandforsyningen er ødelagt. Og mange af ofrene har sår og indre kvæstelser, efter at husene brød sammen under skælvet for en uge siden.

Lægerne i katastrofeområdet kæmper for at hjælpe - trods mangel på udstyr og medicin.

LÆS ARTIKELVrede haitianere bygger vejspærringer med lig

Et af de hårdt kvæstede ofre er 19-årige Ticia Vital, der fik sit venstre ben smadret. Nu er der gået koldbrand i benet. Men i to dage har hun fortvivlet afvist at lade lægerne skære benet af.

»Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg kunne klare mig med kun et ben?«, spørger hun ifølge nyhedsbureauet AP. Nu er hun blevet overtalt af lægerne, der har fortalt, at hendes nej vil en amputation vil koste hende livet, fordi koldbranden så vil sprede sig.

Det kan vise sig at være en stakket frist, tilføjer lægen, Frank Diaz.

»Den antibiotika, vi giver hende, virker ikke særligt godt. Jeg tror, at hun har 90 procents risiko for at dø af det her«, mener han.

SE OGSÅLæge stod alene med 350 sårede

Sundhedssituationen i landet er særdeles ringe i kølvandet på katastrofen, hvor nødhjælpsorganisationerne har etableret midlertidige lægeklinikker, og hvor byens hospitaler er ødelagte eller svært beskadigede af jordrystelsen.

»Vi har været nødt til at gennemføre dusinvis af operationer - mange af dem dobbeltamputationer. Problemet er, at ofrene ikke har fået lægehjælp i tide, så deres sår er inficerede«, siger Diana Lardy fra International Medical Corps til AP.

»Vi har masser af patienter, der venter på operationer. Og nye patienter kommer stadig til«, tilføjer hun.

LÆSNu får byen ved skælvets centrum hjælp

I Renaissance Hospitalet må lægerne operere patienterne på et kakkelklædt bord under et bliktag i sygehushaven. Ifølge Olga Maria Delgado, en læge fra Cuba, foretog sygehuset 45 amputationer på blot tre dage efter skælvet.

Hun forklarer, at steriliseringerne er et mindre problem end normalt. Årsagen? Mange af sårene er allerede inficerede, lyder det.

På Port-au-Princes centralsygehus har lægerne i mangel af bedre været nødt til at benytte vodka, når instrumenterne skulle steriliseres mellem operationerne.

TEMAPolitiken.dk's side om jordskælvet i Haiti

Ifølge en ekspert fra den panamerikanske sundhedsorganisation, WHO's regionale afdeling, har mange ofre brækkede lemmer og indre kvæstelser.

»De mest påtrængende sundhedstrusler efter denne her katastrofe stammer fra sår og kvæstelser«, siger Jon Andrus til Reuters og peger på følgelidelser som koldbrand, meningitisinfektioner og andre smittesygdomme.

SE OGSÅJournalist opererede jordskælvsoffer i hjernen

Børn og ældre kan bukke under, hvis de bliver ramt af diarre, en sygdom, der under normale omstændigheder let kan behandles. De amerikanske sundhedsmyndigheder venter, at sygdomme som mæslinger og malaria vil blusse op efter katastrofen.

I forvejen har Haiti - et af verdens fattigste lande - været plaget af sygdomme som aids, tuberkulose og malaria.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her