Højesteretsdommer skar ansigter under Obamas tale

Lyt til artiklen

Man skærer ikke ansigter, når præsidenten taler. Eller gør man?

Højesteretsdommer Sam Alito kunne i hvert fald ikke holde sig tilbage, da præsident Barack Obama fra talerstolen kritiserede Højesteret.

Kritikken faldt som en del af Obamas første State of the Union-tale, som blev holdt i nat.

LÆS OM TALEN

Obama vil fokusere på økonomien

Præsidentens ord lød sådan:

»Sidste uge underkendte Højesteret en århundredegammel lov for at sprænge dæmningerne for, at lobbyorganisationer – og også udenlandske virksomheder – kan investere uden et loft i forbindelse med vores valg«.

» Well, jeg synes ikke, amerikanske valg skal finansieres af USA’s mest magtfulde interesser. Eller endnu værre, af udenlandske enheder. De skal styres af det amerikanske folk, og det er derfor, jeg opfordrer demokrater og republikanere til at vedtage en lov, der retter op på dette«, sagde Obama.

»Ikke særligt smart«

Herefter klipper tv-billederne til rækken af højesteretsdommere i sorte kåber, der stirrer måbende på præsidenten. I kontrast til deres ansigtsudtryk kan man i baggrunden se den demokratiske senator Chuck Schumer rejse sig og klappe ivrigt i hænderne.

Den konservative højesteretsdommer reagerer ved at ryste på hovedet og sige noget, der ifølge nyhedssitet Politico, avisen Washington Post og en række andre amerikanske medier kun kan afløses som » not true«, altså »det passer ikke«.

»Det er ikke særligt smart af højesteretsdommeren, for det er et brud på, hvordan man opfører sig«, siger lektor ved Syddansk Universitet Jørn Brøndal til politiken.dk.

»Men det er også et udtryk for, at Obama står over for en svær opgave. Det bliver svært for ham, at få republikanerne med på sit hold«, vurderer lektoren og USA-eksperten.

Det er første gang, Obama har holdt en State of the Union-tale til Kongressen, som traditionelt afholdes i januar.

LÆS EKSPERTVURDERING

Obama gik i forsvarsposition

Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her