Statens Luftfartsvæsen (SLV) har ikke skjult en advarsel om, at SAS sløsede med vedligeholdelsen af det Dash 8-fly, der i oktober 2007 havarerede i Københavns Lufthavn.
Den besked har transportminister Lars Barfoed (K) fået på et møde med SLV i dag. På mødet ville ministeren vide, om Havarikommissionen har fået alle de nødvendige oplysninger om ulykken. Kommissionen skal senere på året være klar med en endelig rapport, men ifølge Berlingske Tidende har SLV advaret om, at SAS' mekanikere har sjusket med reparation af flyet, og det var skyld i ulykken i 2007. Men det har SLV nu afvist over for ministeren.




























