Haitis karneval er afløst af sorg og stilhed

Alvorligt. Haitianere på gaden i Port-au-Prince i søndags i et optog uden fest og fuld af alvor.
Alvorligt. Haitianere på gaden i Port-au-Prince i søndags i et optog uden fest og fuld af alvor.
Lyt til artiklen

Normalt ville det hele kulminere i dag, efter uger med musik og dans.

Men intet er helt, som det plejer i Haiti. Og for første gang nogensinde har myndighederne aflyst landets årlige karneval.

Jordskælvet, der ramte 12. januar, dræbte over 200.000 mennesker og lagde et stort område af landet i ruiner, er alt for tæt på, til at haitianerne ønsker at feste.

»I dag burde jeg danse, men jordskælvet har ødelagt alt«, siger Ralph Severe på 28 år til New York Times.

»Selv om jeg er i live, er mit liv ødelagt. Jeg bor på gaden. Jeg har mistet alt«, forklarer han.

Glæde blev afløst af sorg
Forberedelser til det årlige karneval i Haiti var allerede i fuld gang, da jordskælvet ramte, skriver New York Times.

To dage før jordskælvet begyndte bands at gå i gaderne for at øve sig.

Timer før jordskælvet var der et planlægningsmøde i gang om karnevallet i det nu kollapsede nationalpalads.

SE BILLEDSERIE

Da jordskælvet ramte, sad musikeren Jessy James Mourra i studiet for at indspille nye sange.

Studiet faldt sammen, og hans kusine, der fotograferede indspilningerne, omkom.

»Alle var glade«, siger han kortfattet til avisen.

»Nu er alle kede af det«.

Ingen grund til at feste

Også den haitianske musiker Roberto Martino sad i studiet, da jordskælvet ramte.

Men han befandt sig langt fra Haiti, i den amerikanske by Miami.

Selv om han ikke fysisk mærkede rystelserne, har det ændret alt, siger han til Miami Herald.

»Dette skulle være den mest festlige tid på hele året for det haitianske folk. En tid, hvor de glemmer deres lidelser, glemmer alt. Nu skal de i stedet tænke 100 gange mere over deres problemer«, siger han til avisen.

»Der er ikke nogen fremtid, intet håb. Det er sådan, folk ser på det nu«, tilføjer Roberto Martino.

LÆS ARTIKEL

Frygten holder folk på gaden i Haiti

Ifølge den franske nyhedsbureau AFP vil den store festdag blive afløst at mindehøjtideligheder for de omkomne.

Det skønnes, at mindst 200.000 mennesker mistede livet ved jordskælvet, der har kastet landet ud i en humanitær katastrofe.

SE SOUNDSLIDE

Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her