Far og datter faldt 13 etager – og overlevede

Redningsindsats. Der ledes efter overlevende i en sammenstyrtet bygning i Concepción. Det fremgår ikke, om der er tale om den bygning, hvor Alberto Roza boede med sin datter.
Redningsindsats. Der ledes efter overlevende i en sammenstyrtet bygning i Concepción. Det fremgår ikke, om der er tale om den bygning, hvor Alberto Roza boede med sin datter.
Lyt til artiklen

Da lejligheden på 13. etage begyndte at ryste, forsøgte Alberto Roza at trække sin syvårige datter i sikkerhed.

Far og datter gemte sig ved døren til badeværelset og bad til, at rystelserne skulle stoppe.

Det gjorde de ikke.

Hun gav aldrig slip
I stedet styrtede hele den 15-etagers bygning i den chilenske by Concepción, hvor de boede, sammen.

Og de faldt alle 13 etager mod jorden.

»Der var støv, larm, alt faldt sammen«, fortæller Alberto Roza til nyhedsbureauet AP om sin oplevelse af jordskælvet, der indtil videre har kostet mindst 700 mennesker livet.

LÆS ARTIKEL Dødstallet i Chile stiger dramatisk

»Jordskælvet og faldet var én lang, forfærdelig ting. Jeg holdt fast i hende, og hun gav aldrig slip på mig«, fortsætter han.

Fik øje på månen
Da Alberto Roza og datteren havde ramt jorden, gik der lidt tid, før han vidste, hvad der var op og ned, fortæller han.

Men så spottede han noget lys gennem et smadret vindue – lyset fra fuldmånen. Herefter kravlede far og datter ud af ruinerne uden andet end et par skrammer og blå mærker.

Andre overlevende er også trukket ud af bygningen, men der kan være mange omkomne, vurderer redningsarbejderne.

FOTO Kaos i Chile efter jordskælvet

23 mennesker er reddet ud af ruinerne i live, og syv mennesker er fundet døde. 60 mennesker er formentlig stadig fanget i murbrokkerne.

LÆS ARTIKEL

Reddere finder overlevende i ruinerne

Concepción, hvor boligblokken ligger, er den hårdest ramte by efter jordskælvet i Chile, som er målt til 8,8 på richterskalaen. Det er landets andenstørste by med 200.000 indbyggere.

Reddede tøj, medicin - og guitaren
Redningsarbejdet i Rio Alta er besværliggjort af, at redningsarbejderne ikke har hverken lytteudstyr eller kameraer, oplyser en chefbrandmand til AP.

Alberto Roza selv er så uskadt, at han hjælper redningsarbejderne med at navigere i resterne af bygningen.

Datteren Fernanda opholder sig i moderens hus, mens faderen har hentet noget af hendes medicin og tøj ud af ruinerne. Sammen med faderens guitar.

Panik efter tsunamirygte

Jordskælvet i Chile udløst en advarsel om en tsunami, der dog siden blev afblæst.

LÆS ARTIKEL

Tsunamien ebbede ud overalt

I kystbyen Valparaiso florerer et vedholdende rygte om en flodbølge på vej, hvilket myndighederne har forsøgt at slå ned, skriver den chilenske avis Cooperativa.

Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her