»Det rystede i tre minutter. Det var så voldsomt, at jeg ikke en gang kunne komme ud af sengen«. Anne Sørensen er Politikens korrespondent i Chile, hvor hun også driver et hotel sammen med sin mand i byen Santa Cruz. Natten til lørdag blev de fanget af det jordskælv, der i går rystede store dele af Chile.Anne Sørensen bor blot 100 kilometer fra skælvets epicenter. Strøm- og vandforsyningen brød derfor hurtigt sammen, og det samme gjorde store dele af telefonsystemet.
FOTO Jordskælv skaber kaos i Chile
Efter utallige forsøg lykkedes det imidlertid at komme igennem på en mobiltelefon – så længe den usikre forbindelse nu kunne holde. Her er, hvad Anne Sørensen fortalte: »Klokken var halvfire om morgenen, og det var bælgravende mørkt. Jeg lå i min seng, da det hele begyndte at ryste. Det rystede i tre minutter. Alting faldt ned af væggene. Vinduerne faldt ud«. Byen var faldet sammen Anne Sørensens gæster og ansatte blev bange. Børn græd. Voksne var chokerede. Og hun måtte hurtigt køre skræmte ansatte hjem til deres familier, så de kunne forsikre sig om, at deres kære var i god behold. »Der var virkelig meget trafik i gaderne, selv om det var nat og tidlig morgen. Telefonerne virkede ikke, så folk drønede jo rundt for at se, om deres familie og venner var ok«. Store dele af byen med de ca. 15.000 indbyggere var faldet sammen. Måske halvdelen, Anne Sørensen har endnu ikke overblikket. Også den gamle kirke inde på Plaza las Armas i hjertet af Santa Cruz var styrtet sammen. Kirketårnet var knækket, kirkens skib sunket sammen. »Nogle fortalte om folk, der lå fastklemt under ruinerne. Mange huse er styrtet sammen. Byens store hotel, mange af de gamle huse og en stor del af det sociale boligbyggeri, hvor mange af byens fattige bor i tre etagers boligejendomme«. Ude på vejen stimlede folk sammen. Bange for nye skælv. Grædende. Nogle for at rydde op og hurtigt få orden i det gruopvækkende kaos, som blot få minutters skælv kan udløse. I de situationer lurer døden lige om hjørnet – eller nedefra. Eller oppefra. »Min nabo fik sit tag i maven. Hun er død«.




























