Det er ikke alle brancher, hvor det dér med at tage sit barn med på arbejde er helt så smart.
For eksempel hvis man er ham, der står i kontroltårnet og sørger for, at flyene flyver udenom hinanden.
Drenge, sådan går det, når ungerne har fri fra skole
Men hvis man nu både er flyveleder og supervisor i kontroltårnet, så er der vel ingen, der kan brokke sig voldsomt over lidt sjov med ungen?
Jo, det er der faktisk. I USA hedder organet 'Federal Aviation Administration' (FAA), og de suspenderede i går den omtalte flyveleder, fordi han i New Yorks JFK-lufthavn 17. februar lod sin søn dirigere minimum fem fly.
Adios amigos
Det er hjemmesiden 'LiveATC.net', der først fik fat i lydfilerne fra flykorrespondancerne, hvor man kan høre en meget spæd stemme give ordrer til piloterne.
»JetBlue 171, contact departure«, lyder det fra ungen, hvorefter en mand siger:
»Drenge, sådan går det, når ungerne har fri fra skole«.
Der er i det hele taget en rimelig fri tone fra både piloterne, der finder situationen ret munter, og fra sønnen, som afslutter flere samtaler med 'adios' og 'adios amigos'.
Slut med besøg i kontroltårne
Den slags må man ikke, og udover at suspendere drengens far, så har 'FAA' nu udstedt forbud mod alle uofficielle besøg i kontroltårne over hele USA.
»Denne handling var ikke blot i strid med FAA's egen politik, men også med helt almindelig, professionel sund fornuft«, lyder det ifølge Washington Post i en pressemeddelelse fra FAA.
Også flyveledernes faglige organisation 'National Air Traffic Controllers Association' beklager hændelsen, som nu sandsynligvis får konsekvenser for flyveledere over hele landet.
HØR NOGET AF SAMTALEN FRA LIVEATC.NET




























