Familie gemmer fars lig i fryseren

Lyt til artiklen

Den hvide kummefryser står inde i familiens stue, og det har den gjort i snart 16 måneder. Under låget ligger det dybfrosne lig af familiens 70-årige overhoved pakket ind i et hvidt silketæppe. Familien vil ikke begrave ham. Den mener, at liget er det vigtigste bevis i en mordsag, som den først for nylig har fået politiet og retsvæsnet til at tage sig af.

Familien: Borgmesteren står bag
Deres problem er, at de beskylder den lokale borgmester for at stå bag mordet, og i Kina er de lokale magthavere ofte tæt forbundet med kommunistpartiet, med politiet og med domstolene, som jo er underlagt partiapparatets beslutninger frem for juridiske retningslinjer.

Derfor nægtede familien at lade Guo Chengzhi begrave, da han blev erklæret død på hospitalet. I stedet smuglede de liget ud og tog det hjem i dybfryseren.

»Det tog os mere end et år, før vi fik folk fra retsvæsenet til at undersøge fars lig, og de gav os ret i, at han var blevet tævet ihjel. Først da startede de sagen«, fortæller den afdødes ældste søn, Guo Jumin på 49 år, til Hongkongavisen South China Morning Post.

Den anklagede borgmester blev anholdt forrige måned, og sagen mod ham startede for tre uger siden i Handan i Hebeiprovinsen lige syd for Beijing.

For følsomt under møde i folkekongressen
Men i de sidste par uger har sagen ligget stille, fordi dommeren mente, at det var alt for »følsomt« at bore i, mens det såkaldte kinesiske parlament, Den Nationale Folkekongres, holdt sit årlige møde i Beijing. Det sluttede i søndags.

Kinesiske medier har også fået forbud mod at omtale sagen detaljeret.

»Men hele verden skal vide, hvor meget vi har måttet kæmpe for at få retfærdighed«, siger den afdødes datter, Guo Meiying.

Hendes far var borgmester for landsbyen Hedong i 12 år, indtil 1991. Han var også medlem af kommunistpartiet og medlem af delstatens folkekongres.

I 2002 anførte han en gruppe, som protesterede over den nye borgmesters salg af landbrugsjord til en entreprenør, som byggede dyre lejligheder.

Tjente 150 millioner kroner
Guo Chengzhi, som var bogholder, havde regnet ud, at den nye borgmester tjente 150 millioner kroner i bestikkelse fra handelen og ved at snyde landsbyboerne for erstatning.

Men klagerne førte ikke til noget resultat lokalt. Derfor tog Guo Chengzhi og tre andre landsbyboere til Beijing i november 2008 for at klage.

Det er et særligt kinesisk system, hvor utilfredse beboere kan gå til særlige klagekontorer i Beijing og få deres sag for højere myndigheder. Sådan er det i teorien. I praksis bliver klagerne tit forfulgt og fanget af politifolk, som er udsendt fra deres lokalområde for at forhindre, at sagerne kommer videre i systemet. Den fælde falder tusindvis af kinesere i hvert år.

Sådan gik det også for Guo Chengzhi og hans tre kammerater. De blev fanget og fordelt i to biler, som satte kursen mod hjembyen. En af de tre har forklaret, at han så den anklagede borgmester, da de blev skubbet ind i bilerne.

Smuglede liget ud af hospitalet

Under køreturen blev de tævet, har vidnet forklaret. De blev truet med at »opgive klagerne eller miste livet«, inden de blev efterladt forslåede i vejsiden. En bilist samlede Guo Chengzhi op og kørte ham på hospitalet, hvor han døde. »Lægerne afviste at foretage en obduktion. Politiet beordrede os til at begrave ham, men vi smuglede ham ud, da betjentene gik til frokost. Og siden har vi kæmpet for at få rejst sagen«, siger den ældste søn. Det er endelig lykkedes. Borgmesteren er blevet anholdt og har indrømmet at have betalt en gruppe bøller 20.000 kroner for at fange Guo Chengzhi og de tre andre i Beijing. Han er stadig fængslet, indtil retten genoptager sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her