Idaho forbyder sundhedsreform

IDAHO. Der er flot i Idaho. Men staten kæmper indædt for selvstændighed og afviser den sundhedsreform, som Washington vil vedtage. Arkivfoto.
IDAHO. Der er flot i Idaho. Men staten kæmper indædt for selvstændighed og afviser den sundhedsreform, som Washington vil vedtage. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Idahos guvernør har netop gennemført en 'frihedslov', der beskytter borgerne mod USA's omstridte sundhedsreform.

The Idaho Health Care Freedom Act skal hindre, at Washington-regeringen kan indføre en landsdækkende sundhedsreform i den nordvestlige delstat.

»Enhver borger i Idaho er og skal være fri i sit valg eller fravalg af sundhedsordninger uden at blive straffet eller truet med straf«, fremgår det ifølge CNN af loven.

»Loven siger, at indbyggerne i vor stat ikke skal være underlagt endnu et føderalt krav eller skal overlade endnu en del af deres liv til regeringens krav«, konstaterer den republikanske guvernør 'Butch' Otter.

I forvejen arbejder staten - ifølge Otter - vedholdende på at fremme idahoanernes adgang til sundhedspleje.

Obama vil forsikre 31 millioner mod sygdom

Andre stater overvejer at følge trop, skriver CNN. Blandt dem er delstater som Virginia, Oklahoma og Tennessee. Op til 37 stater arbejder på lovforslag, der svarer til The Idaho Health Care Freedom Act.

Modstandslovene kolliderer med Obamas foreslåede sundhedsreform, der forudsætter, at alle borgere får en sundhedssikring, medmindre de vil præsenteres for en skattebøde.

Juridiske eksperter vurderer over for CNN, at de lokale love vil blive overtrumfet af den føderale sundhedslov, hvis den bliver vedtaget.

Tilhængerne støtter sig til et grundlovstillæg, der giver delstaterne magt over alle områder, der ikke specifikt er givet til den føderale regering i grundloven.

»Jeg prioriterer Idahos selvstændighed højt«, siger guvernør 'Butch' Otter til avisen Idaho Statesman.

SE OGSÅUSA gør klar til det endelige opgør om sundhedsreform

Men de drastiske lovvedtagelser sender et kraftigt signal til Washintonpolitikerne om, at der er betydelig modstand mod præsident Obamas ønske om at sikre alle amerikanere adgang til lægebehandling, hvis de bliver syge.

Vedtages Obamas sundhedsreform kræver Idahos særlov at dens statsadvokat sagsøger Kongressen for at standse kravene om lovpligtige sundhedssikringer.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her