Udsigtsetagen i verdens højeste skyskraber er genåbnet.
Den 828 meter høje bygning, der tårner sig over Dubai under navnet Burj Khalifa, blev ellers lukket for besøgende i februar.
Men nu står besøgende igen i kø for at købe en billet, der giver adgang til den elevator, der kan sende dem op til 124. etage, hvor udsigtsetagen ligger, oplyser nyhedsbureauet AP.
Elevator lukkede bygningen
Det var en elevatorfejl, der i februar lukkede Burj Khalifa for besøgende.
I første omgang blev bygningen dog lukket ned uden videre forklaring. Ejeren betegnede dengang årsagen som værende 'tekniske problemer'.
LÆS OGSÅ828 meter høj skyskraber lukker
De sparsomme oplysninger om lukningen satte gang i spekulationerne om Burj Khalifa var blevet åbnet for tidligt for offentligheden.
Den officielle åbning fandt sted tidligere på året i januar. Det skete ved en højtidelighed i aftenmørket, der havde samlet blandt andre emiren Mohammad bin Rashed al-Maktoum, hans familie, gæster fra den arabiske verden og mange tusinde nysgerrige.
Verdens højeste bygning indviet i DubaiEgentlig skulle skyskraberen være åbnet allerede i september 2009, men åbningen blev udsat ad flere omgange.
Selv om nysgerrige sjæle altså står i kø for at købe billet, så har entreprenøren bag Burj Khalifa endnu ikke bekræftet genåbningen af udsigtsetagen, skriver AP.
Dobbelt så høj som Empire
Med sine 828 meter er den sølvgrå skyskraber i Dubai mere end dobbelt så høj som Empire State Building i New York.
Desuden slår den verdens næsthøjeste bygningen - Taipei 101 i Taiwan - med 300 meter.
Arbejdet med Burj Khalifa blev indledt i 2004. Bygningen indeholder et hotel og 900 lejligheder, der er fordelt på over 160 etager.
DOKUMENTATIONBesøg skyskraberens hjemmeside her(eksternt link)
Efter massiv økonomisk vækst er Dubai løbet ind i alvorlige økonomiske problemer, der har ramt ejendomsmarkedet i det eksklusive emirat.
I slutningen af 2009 meddelte Dubai, at emiratet i det næste halve år ikke kan afdrage på en enorm milliardgæld.
Kun et nødlån fra naboemiratet Abu Dhabi på godt 50 milliarder kroner afværgede en økonomisk nedsmeltning i Dubai.
Det har tidligere fået flere analytikere til at meddele, at Burj Khalifa risikerer at blive en skamstøtte over en fejlslagen økonomi.
Se indslag om verdens højeste skyskraber:
fortsæt med at læse



























