Den store nationale enighed efter flykatastrofen, der i lørdags tog præsident Lech Kaczynski og andre polske toplederes liv, er brudt af beslutningen om at bisætte præsidenten og hans hustru, Maria, i krypten under Wawelkatedralen i Krakow på søndag. Hundredvis af mennesker samledes straks efter beslutningen foran bispesædet i Krakow og råbte »Krakow siger nej!« under bannere med spørgsmålet »Skulle han gives værdighed af konge?«. Wawel var kronings- og begravelsessted for polske konger i århundreder. Her ligger også den romanske digter og nationalhelt Adam Mickiewicz og nationalhelten Andrzej Kosciuszko, der i 1794 ledte opstanden imod Rusland og Prøjsen.
Ingen præcedens for præsidentbegravelser
Marskal Jozef Pilsudski, der tilskrives æren for Polens uafhængighed i 1918 efter mere end 100 års deling mellem Rusland og Tyskland, ligger også i Wawel ligesom regeringslederen i eksil under Anden Verdenskrig, Wladyslaw Sikorski, der døde i en flyulykke i 1943.
De to øvrige præsidenter efter kommunismen, Lech Walesa og Aleksander Kwasniewski, lever, så der er ingen præcedens for præsidentbegravelser på kongeslottet.
Demonstranter påpeger, at Wawel er indgrebet af ’polskhed’, hvor Kaczynski, som splittede Polen, ikke bør bisættes.
Blogger: Dette er ikke polakkernes ønske
Beslutningen om bisættelse i Wawel blev godkendt af Krakows ærkebiskop, kardinal Stanislaw Dziwisz, tidligere privatsekretær for den polske pave Karol Wojtyla (Johannes Paul II), efter anmodning fra præsidentens tvillingbror Jaroslaw Kaczynski. Dziwisz sagde til det polske nyhedsbureau PAP: »Ved en sådan lejlighed må vi stå sammen. Splittelse gavner ingen«.
Men splittelsen kom prompte.




























