Det sker faktisk ikke så sjældent, at diverse kendisser efter et interview glemmer, at de stadig har mikrofon på.
Tv-stationerne er lige så sjældent for fine til straks at publicere ordene, der bestemt ikke var ment til offentligheden, og i dag blev det Gordon Browns tur i møllen.
Den britiske premierminister havde lige afsluttet en lille offentlig sludder-seance med vælgere på gaden i byen Rochdale, da han sætter sig ind i sin ministerbil.
Og her er der verbale tæv til den sidste vælger, han talte med.
»Det var en katastrofe - du skulle aldrig have stillet mig over for det kvindemenneske. Hvis idé var det?«, spørger Brown og gør det ganske klart, at han synes, at både kvinden og situationen var ulidelig.
Se Gordon Browns fejltrin her:
Herefter kan man høre på optagelsen, at Browns kampagnemedarbejder spørger, hvad damen rent faktisk har sagt, der var så slemt.
»Alt muligt. Hun er bare et skinhelligt kvindemenneske, som sagde, at hun plejer at være Labour-vælger. Det er latterligt«, svarer Labourformanden.
Klippet er siden gået verden og ikke mindst Storbritanien rundt, og kommentatorerne kalder det intet mindre end en katastrofe for Browns valgkamp op til valget 6. maj.
Hvliket måske også er grunden til, at premierministeren hurtigt forsøgte sig med 'damage control' ved at tage ud til den omtalte kvindes hjem og undskylde for sine udtalelser.
Tager sig til hovedet
Kvinden hedder Gillian Duffy, og hun modtog ifølge Brown hans undskyldning.
Den 66-årige enke fortalte før mikrofonepisoden på gaden i Rochdale, at hun skammede sig over at være Labourrvælger, selv om hun har været det hele sit liv, og det var altså det, Brown ikke gad at høre på.
Clegg holder fast i briternes gunstBrowns personlige undskyldning kom efter, at BBC Radio 2 havde konfronteret premierministeren med sine udtalelser, og her er det helt tydeligt, at han godt ved, den er gal.
Mens han hører båndet, tager han sig til hovedet og forsøger lettere kejtet at forklare, at han var irriteret over, at han ikke var i stand til at give Gillian Duffy et ordentlig svar på hendes spørgsmål om integrationen.
»Jeg siger selvfølgelig undskyld, hvis jeg har sagt noget fornærmende. Jeg skulle aldrig have bragt mig i en situation, hvor jeg kunne risikere at sige sådan noget«, lød det.
Nogle gange siger man ting
Og så tog han afsted mod Duffys hus, hvor han tilbragte en halv time.
Da han kom ud, var der flere undskyldninger på vej.
»Man kan sige, at jeg er en angrende synder. Nogle gange siger man ting, man ikke mener, nogle gange siger man ting ved en fejltagelse, og nogle gang, når man siger ting, har man lyst til at rette dem meget hurtigt«, sagde Brown til det hungrende pressekorps.
Næppe en lækker sag for formanden, der i forvejen ikke er på toppen i den britiske valgkamp.




























