46 lovovertrædelser er to Phoenix-borgere blevet tiltalt for i forbindelse med den række af skuddrab, der har hærget byen Phoenix i Arizona, USA. Det skriver AP. De to mænd på henholdsvis 30 og 33 år blev anholdt sidste torsdag i Phoenix-forstaden Mesa. I går blev de så tiltalt for en række forbrydelser, heriblandt to hver for overlagt mord og i alt 14 mordforsøg samt 16 tilfælde af de såkaldt drive by shootings. »I mange måneder er vores lokalsamfund blevet terroriseret af tilfældige skyderier og overfald. Jeg er dedikeret til en aggressiv retsforfølgning og vil søge retfærdighed for ofrene for disse forbrydelser«, siger anklageren Andrew Thomas i en pressemeddelelse. Flere mistænkte Men tiltalerne mod de to kan meget vel blive udvidede. Således oplyser en talsmand for det lokale politi, at de to knyttes sammen med yderligere fem drab, tre drabsforsøg og adskillige skyderier mod tilfældige dyr. Politiet fortæller desuden, at der kan foretages flere anholdelser i serie-forbrydelserne, som strækker sig helt tilbage til maj 2005.
To tiltalt for massedrab i USA
Lyt til artiklen