Israel har sendt yderligere tusindvis af soldater ind i Libanon. Hen på eftermiddagen oplyser en officer, at der er tre gange flere soldater i Libanon, end før Israels regering i går traf beslutning om at udvide landoperationerne imod Hizbollah. Det antages, at der da var omkring 10.000 soldater. Storstilet helikopteroperation Samtidig siger en talskvinde for hæren, at soldaterne ikke kun rykker ind i libanon i lange panserkolonner. »Der har været en storstilet helikopteroperation, som har fragtet hundredvis af soldater til Libanon som del af den udvidede operation«, siger hun. Libanesisk accept Senere i aften vil regeringen i Libanon drøfte resolutionen, og det ventedes, at regeringen, der bl.a. omfatter to ministre fra Hizbollah, accepterer den. Den libanesiske premierminister, Fuad Siniora, siger, at resolutionen er i Libanons interesse. Krigshandlinger fortsætter Israels ministerråd, hvis vicepremierminister Shimon Peres har rost resolutionen, drøfter den i morgen. Men foreløbig tyder det ikke på, at resolutionen har standset blodsudgydelserne. I timerne efter vedtagelsen i New York blev 20 personer dræbt under israelske luftangreb i Libanon. Krig på landjorden Samtidig fortsatte Hizbollah med at sende raketter imod det nordlige Israel, hvor der blev meldt om to sårede. Og krigshandlingerne er også fortsat på landjorden i Libanon, hvor israelerne bl.a. erobrede landsbyen Ghandouriyeh. Israel trænger 11 km ind i Libanon Den ligger omkring 11 kilometer fra den israelsk-libanesiske grænse, og det er det dybeste, israelerne indtil nu er trængt ind i nabolandet, siger sikkerhedskilder. Ghandouriyeh ligger strategisk på et bakkedrag med udsigt over en anden landsby - Froun - som er en Hizbollah-højborg blot 2,5 kilometer fra Litanifloden. Analytikere vurderer, at israelerne agter at sætte sig på det sydlige Libanon fra grænsen og op til netop Litani. Israel: Vi fortsætter Hizbollah oplyser, at dens milits har foretaget bagholdsangreb mod de fremrykkende israelere på flere fronter, mens israels militærchef understreger, at resolutionen i New York foreløbig ikke er nok til at standse krigen. »Vi kæmper imod Hizbollah, og vi vil fortsætte med at kæmpe, indtil der træffes beslutning om en våbenhvile. Vi vil fortsætte, indtil der er enighed om den mekanisme, der skal ligge til grund for våbenhvilen. Vi fortsætter, indtil vore mål er nået«, understreger generalløjtnant Dan Halutz, Israels generalstabschef.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























