Israels fredsbevægelse vågner op

Demonstration i Israel. - Foto: AP
Demonstration i Israel. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Da krigen begyndte, var de ingen steder at se. Da det yderste venstre, kommunister, anarkister og Kvinder for Fred efter et par ugers krig begyndte at samles flere gange om ugen for at protestere imod krigen i Libanon, var de ingen steder. Men nu har den israelske fredsbevægelse, Fred Nu, og venstrefløjspartiet samlet over 1.000 demonstranter for at protestere imod regeringsbeslutningen om at udvide den israelske militæroffensiv mod nord. »Hvis vi ikke bruger vores sunde fornuft og siger fra over for at sende soldater endnu dybere ind i Libanons hængedynd, lige i armene på Hizbollah, vil vi ikke siden hen kunne tilgive os selv«, siger Ran Cohen fra partiet Meretz under Fred Nu-skilte på fortovet ud for forsvarsministeriet i Tel Aviv. Efterlyser diplomati »Der er ikke nogen sikkerhed for, at det vil standse Hizbollahs raketter mod det nordlige Israel at sende tropper 20 km ind i Libanon. Vi må standse krigen, inden vi mister flere soldater. Går vi ikke den politiske vej, kan militæret heller ikke løse situationen«, siger Cohen. »Jeg holder forsvarsminister Amir Peretz, en tidligere Fred Nu-mand, personligt ansvarlig for at have taget den helt forkerte beslutning, at udvide offensiven uden at udnytte diplomatiets vej, og det gør mig frygtelig ked af det«, fastslår Meretz partiets formand Yossi Beilin, der også er mødt op. Aftale med Syrien »Stemningen i befolkningen er ændret«, forklarer professor Galia Golan en af Fred Nu-bevægelsens grundlæggere, da Politiken spørger hende, hvorfor Fred Nu først efter over fire ugers krig går på gaden i protest. »Der er kun en løsning på konflikten: en aftale med Syrien«, siger Golan, professor i international politik. »Kun en fredsaftale med Syrien - der slår en kile ind mellem Syrien og Iran - kan stabilisere situationen. Det må blive en pakkeløsning: USA ville skulle tage Syrien tilbage, Israel afstå fra Golan og en del af prisen vil være, at man opgiver at fuldføre efterforskningen af mordet på Libanons tidligere ministerpræsident Rafiq Hariri«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her