USA og Israel er i defensiven

En israelsk sodlater i venteposition ved den libanesiske grænse. - Foto: AP
En israelsk sodlater i venteposition ved den libanesiske grænse. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Israel og USA får svært ved at stå imod det internationale krav om en øjeblikkelig våbenhvile i Libanon, når FN's Sikkerhedsråd træder sammen igen. Men hverken politikere eller eksperter tør give et bud på, om det israelske missilangreb på Qana i Libanon bliver et diplomatisk vendepunkt i krigen. USA og Israel er isolerede, og deres eneste vigtige allierede, Storbritanniens premierminister Tony Blair, er under voldsomt pres fra sit politiske bagland for at opgive støtten til Israel og USA. Jack Straw, der ledede det britiske diplomati indtil for få måneder siden og som nu er parlamentsformand, har rettet et voldsomt angreb på Tony Blairs Mellemøst-politik, og i Danmark har udenrigsminister Per Stig Møller (K) udtalt, at Israels offensiv reelt styrker Hizbollah-militsen. Fransk forslag Sikkerhedsrådet har allerede trådt sammen på fransk foranledning for at drøfte situationen i Libanon efter det israelske missilangreb på Qana. Under mødet krævede FN-generalsekretær »øjeblikkelig våbenhvile« i Libanon. De to ord vil blive gentaget flere gange, når Sikkerhedsrådet atter skal samles. For Frankrig har udarbejdet en samlet plan for en øjeblikkelig våbenhvile, som Sikkerhedsrådets medlemmer skal diskutere, og reaktionerne i verdensopinionen efter tragedien i Qana vil give det franske forslag politisk vind i sejlene. USA's udenrigsminister Condoleezza Rice ventes at deltage i mødet, men trods det internationale pres har Israel og USA fastholdt den uforsonlige linje. »Vi vil ikke give efter over for Hizbollah, og vi vil ikke stoppe offensiven trods de vanskelige omstændigheder«, sagde Israels premierminister Ehud Olmert i går. Israel vil videreføre offensiven mindst ti dage, lød det fra ham. USA holder fast Udenrigsminister Condoleezza Rice var en anelse mere forsigtig efter samtaler med Ehud Olmert i Israel, der fandt sted efter aflysningen af et møde med den libanesiske regeringschef. »Jeg tror, det er på tide at nå frem til en våbenhvile. Vi må prøve at få en på plads«, sagde hun i Jerusalem efter at have givet udtryk for den »dybeste bekymring« over Israels angreb på Qana. Men også amerikanerne har til hensigt at skynde sig langsomt. »Vi må gå efter en varig våbenhvile. Vi må være sikre på, at Hizbollah ikke igen kommer i en position, hvor de kan slå til«, sagde den amerikanske viceudenrigsminister Nicholas Burns i Washington. Internationalt pres Spørgsmålet er, om det internationale pres på USA og Israel gør det muligt for dem at holde fast i deres strategi, som går ud på at svække Hizbollah i en sådan grad, at bevægelsen og dens milits i fremtiden hverken vil udgøre en trussel mod Israel eller den libanesiske regering? Frankrigs præsident Jacques Chirac sagde, at Israels angreb på Qana »ikke kan undskyldes«. Samme vending brugte EU's udenrigspolitiske chef, spanieren Javier Solana. Nu har USA valget mellem at lytte til det voksende pres for en øjeblikkelig våbenhvile efterfulgt af indsættelsen af en international styrke, som Sikkerhedsrådet også skal diskutere i dag. Eller de kan fastholde den hidtidige strategi, som præsident Bush og premierminister Blair fredag aften kaldte »et bidrag til en større og samlet løsning« for konflikterne i Mellemøsten. Denne strategi forudsætter en klar, militær sejr over Hizbollah, som opinionen i Israel ifølge israelske dagblade som Haaretz og Jerusalem Post fortsat massivt kræver. Inddrag Syrien Præsident Bushs tidligere rådgiver og viceudenrigsminister, Richard Armitage, tror ikke på den linje. Israel kan ikke bombe sig til sejr, og hverken USA eller Israel kommer uden om en politisk løsning i Libanon. Over for Washington Post udtrykker han også, det nu er på tide at inddrage Syrien i forhandlinger om en løsning. Ifølge Mellemøst-eksperten Robert Malley, der er tidligere rådgiver for præsident Bill Clinton, er løbet kørt for Israel og USA. »Intet vil fungere, medmindre Hizbollah er med på det. Og man kan ikke vente, at Hizbollah vil begå selvmord«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her