Fik bøde på 300.000 for dødsbrand

Sikkerhedsforanstaltningerne i den hytte, pigerne døde i, var særdeles mangelfulde. - Foto: Adam Hall.
Sikkerhedsforanstaltningerne i den hytte, pigerne døde i, var særdeles mangelfulde. - Foto: Adam Hall.
Lyt til artiklen

Det var sandsynligvis en elektrisk fejl i et TV-apparat i en af hytterne ved skisportsstedet Hovden, der antændte den brand, der kostede tre unge piger livet. Derfor har de norske anklagemyndigheder nu også givet selve skipsportstedet 300.000 kroner i bøde. Efterfølgende undersøgelser har vist, at der heller ikke var batterier i røgalarmerne i den hytte, de tre piger på 15, 16 og 17 år døde i. Pigerne var med Vejstrup Ungdomsskole på tur til skisportsstedet med sammen med 187 andre unge, da branden brød ud i en af hytterne om natten d. 31. januar. Kunne ikke rejse tiltale mod enkeltperson Bøden til skisportsstedet kommer, fordi anklagemyndighederne ikke har kunne finde beviser for, hvem der for eksempel var ansvarlig for røgalarmerne. »Vi har rettet reaktionen mod foretagendet Hovden Høyfjellsenter, fordi vi ikke har fundet grundlag for at rejse tiltale mod nogen enkeltperson«, siger politiadvokat Jarle Rudi til den norske netavis Fædrelandsvennen. Indehaveren af Hovden Høyfjellsenter Ole P. Bruun siger, han stadig er rystet over hændelsen, men ved endnu ikke, hvordan han vil forholde sig til bøden. »Det er en trist sag, som vi gerne vil have afsluttet, men nu må jeg se grundigt på indholdet af bødeforlægget, og desuden er min advokat på ferie«, siger Ole P. Bruun fra Hovden Høyfjellsenter til Fyens Stiftstidende. Bøde i stedet for tiltale for uagtsomt manddrab De pårørende til de tre piger mener, det er en meget billig pris at betale for tre menneskeliv. Pia Mikkelsen fra Gislev - mor til afdøde Signe Bøjden Mikkelsen på 15 - troede stadig, at norsk politi overvejede at tiltale Ole P. Bruun for uagtsomt manddrab. »300.000 kroner for tre menneskeliv. Det lyder umiddelbart billigt. Men jeg er naturligvis stadig bitter over det, der er sket«, siger Pia Mikkelsen. Hun håber dog, at sagen alligevel kan få betydning for fremtidige gæsters sikkerhed. »Vi er tre familier, der ikke får vore døtre tilbage, uanset hvad dommen lyder på. Men jeg håber under alle omstændigheder, at sagen indebærer, at sikkerheden strammes op i Hovden. Og ikke kun i de hytter, Hovden Høyfjellsenter ejer. Det er uhyggeligt at tænke på, at så mange unge tager på skiferie i hytter af den slags. Det var en tikkende bombe, Signe og de andre flyttede ind i, og det måtte gå galt«, siger Pia Mikkelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her