Det er sjældent, politikere bruger sig selv og deres dybeste følelser i politiske debatter. Men det skete tirsdag i det amerikanske senat, da et flertal på begge sider af det politiske spektrum stemte for en lov, der muliggør offentlig støtte til forskning i embryonale stamceller. Trodsede advarsler Modstanderne af loven med præsident George W. Bush i spidsen peger på, at denne forskning dræber liv ligesom abort. Men selv overbeviste abortmodstandere valgte at trodse præsidentens advarsler. En af dem var gruppeformand Bill Frist fra Republikanerne, der hører til præsidentens vigtigste støtter. Han erkendte, at forskning i embryonale stamceller kan betyde, at de ikke kan bruges til at skabe liv. »Men forskningen kan måske fjerne en frygtelig sygdom som Alzheimers«, sagde han og valgte ligesom 19 andre republikanere at stemme for en lov, som præsidenten valgte at nedlægge veto mod. 63 stemte for, mens 37 var imod. Første veto fra Bush Det er første gang, præsident Bush bruger sin ret til at nedlægge veto. Og beslutningen betyder i første omgang, at offentlige forskningscentre ikke får mulighed for udvidet forskning i stamceller. Men debatten er langtfra slut, lød det fra nogle af hans mest overbeviste tilhængere som guvernør Arnold Schwarzenegger og Nancy Reagan, enke efter den tidligere republikanske præsident Ronald Reagan, der i sine sidste år led af Alzheimers sygdom. »Tiden er kort, og livet er værdifuldt, så jeg håber, vi kan komme videre med denne løfterige forskning«, siger hun. Tema i valgkampen Flere politikere udtalte sig på samme måde, og de bebudede, at de vil gøre spørgsmålet om stamcelleforskningen til et vigtigt emne i valgkampen op til midtvejsvalget til Senatet og Repræsentanternes Hus i november. Politiske kommentatorer vurderede, at stamcelleforskning også bliver et tema ved næste præsidentvalg. Det er ikke godt for republikanerne. De ligger i forvejen dårligt i meningsmålingerne, præsidentens popularitet er fortsat meget lav, og nu er partiet splittet i et spørgsmål, der allerede har givet anledning til voldsomme opgør og diskussioner i flere delstater. Schwarzenegger mod veto Tilhængerne peger på, at private virksomheder har ret til vidtgående forskning i embryonale stamceller. Men den nødvendige basisforskning skal foregå i offentligt regi, hvilket præsidenten forhindrer med sit veto. Og det vil give amerikansk forskning store problemer på verdensplan, advarer selv præsidentens egne venner som Californiens guvernør, Arnold Schwarzenegger. »Jeg opfordrer præsidenten til ikke at bruge sit veto, som betyder et tilbageslag for USA på det videnskabelige fremskridts vej«, skrev han forleden. Schwarzeneggers holdning hænger ud over personlige overvejelser også sammen med, at et flertal af borgerne i Californien går ind for stammecelleforskning, og at nogle af USA s og verdens førende videnskabelige institutioner ligger i staten. Gammeldags parti Præsidenten kan uden videre affærdige indvendingerne fra den liberale stat Californien. Det er langt mere alvorligt, at stærke kræfter i hans eget bagland er imod ham. Republikanerne Gordon Smith henvendte sig således til sin »ven præsidenten«, som han udtrykte det i debatten i Senatet tirsdag. »At se mennesker dø af sådan en sygdom skaber en følelse i hjertet af, at man skal stille sig på sundhedens, håbets og helbredets side«, sagde han med henvisning til flere familiemedlemmer, som er døde af Alzheimers sygdom. Præsident Bush havde mobiliseret anti-abortfløjen i amerikansk politik, men selv den var han ikke i stand til at holde sammen på. Og nu skal republikanerne ud at forsvare en politik, som et stort flertal af befolkningen ifølge meningsmålingerne er uenige i. Erhvervslivet er også meget imod præsidentens holdning, og det kan koste penge, når de republikanske kandidater skal samle penge ind til deres valgkamp. Partiet fremstår som et gammeldags og stærkt højredrejet parti, vurderer flere politiske kommentatorer. Det image er en klar opskrift på et nederlag ved de kommende valg og en gave til demokraterne. De fremstår nu som et parti, der kan samle Amerika i en sag, der gælder værdier, holdninger og moral, skrev dagbladet Los Angeles Times forleden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























