Forfalsket medicin hærger ulande

Lyt til artiklen

Det skete så sent som for et par dage siden. Den Internationale Toldorganisation, WCO, beslaglagde to kæmpe skibsfragter med forfalsket medicin på vej mod Afrika. Fangsten er organisationens største nogensinde og indeholdt flere hundrede kilo forfalsket medicin, herunder livsvigtig medicin til hjertepatienter - men uden virkning. Problemet vokser Det fortæller Christophe Zimmermann, WCO's ekspert i forfalsket medicin, der fastslår, at der er tale om et kæmpe problem, som vokser dag for dag: »Vi kalder det for globaliseringens sorte område. Det har aldrig været værre, og vi er sikre på, at handlen og produktionen af forfalsket medicin i 2006 vil slå alle rekorder. Og det er vi faktisk temmelig foruroligede over«, siger han. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anslår, at den forfalskede medicin udgør mere end 10 procent af den totale omsætning af lægemidler globalt. »Det er et af de største problemer på medicinområdet, og det er blandt de øverste prioriteringer på WHO's agenda«, siger Nina Sauntenkova, læge og sundhedschef på farmaceutområdet i organisationens europæiske afdeling. Farlige stoffer I bedste fald har produkterne ingen konsekvenser for patienternes helbred, men i værste fald koster det menneskeliv, som da 2.500 syge i Niger for år tilbage omkom på grund af forfalsket meningitismedicin. En del medicin fremstilles på beskidte værksteder i en primitiv cementblander, mens andet fremstilles i sterile laboratorier. I nogle tilfælde tilsættes der direkte farlige stoffer - som f.eks. kølevæske - i produkterne. I andre tilfælde indeholder fupmedicinen en vis procentdel af de aktive stoffer, som også bruges i de originale medikamenter. Der findes også eksempler på falsk medicin, hvor der tilsættes forholdsvis uskadelige stoffer som f.eks. kalk. »Alt kan og bliver forfalsket i dag. Vi kender for eksempel både til forfalsket medicin til hiv-, aids- og hjertepatienter. Det er virkelig skræmmende«, siger Christophe Zimmermann. Organiseret kriminalitet Han oplyser, at den forfalskede medicin især afsættes i det fattige Afrika og andre dele af den tredje verden. Ifølge WCO og tidligere efterretningsofficer i Interpols afdeling for bekæmpelse af kopivarer, kriminalassistent Erik Lindevang Madsen indgår forfalskningen ofte som en del af organiseret kriminalitet. »Det er et kæmpe internationalt problem, som er kædet sammen med korruption, hvidvaskning af penge og finansiering af terrorvirksomhed«, siger Erik Lindevang Madsen. Han fortæller, at bagmændene har mange ressourcer og et stort produktionsapparat.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her