Det lignede en scene fra en amerikansk agentfilm, da FBI-folk tidligt i går stormede en lagerbygning i slumkvarteret Liberty City i Miami. Målet var en gruppe yderligtgående muslimer, som ifølge en infiltreret CIA-agent forsøgte at komme i kontakt med terrornetværket al-Qaeda. Planlagde angreb Ifølge forbundspolitiet planlagde gruppen med fem amerikanere og to udlændinge angreb på USA's højeste bygning, Sears Tower i Chicago, og FBI's kontor i Miami, og derfor ligner aktionen en vaskeægte succes i kampen mod terrorismen. Men i virkeligheden fik agenterne måske bare fat i lidt ukrudt uden at få roden med. For sådan har USA's indsats mod den internationale terrorisme nemlig været indtil nu, vurderer 100 af USA's mest fremtrædende udenrigspolitiske eksperter. USA's skumle venner Påstanden om, at USA's milliardomkostninger til kampen mod terrorismen stort set er forgæves, står sort på hvidt i en rapport udarbejdet af tænketanken Center for American Progress og tidsskriftet Foreign Policy. De 100 eksperter, der deltager i undersøgelsen, udgør cremen af det udenrigspolitiske establishment i USA med tidligere udenrigsministre, CIA-direktører og forskere fra både den republikanske og demokratiske lejr. 86 pct. af dem mener, at verden er mere usikker for USA i dag end før terrorangrebene på USA 11. september 2001 på trods af, at præsident George W. Bush ved den lejlighed erklærede krig mod terrorismen. »Næsten alle i panelet var enige om, at Bush og hans hold har et fuldstændig urealistisk syn på, hvad de kan opnå med militær styrke og trusler om vold«, siger Leslie Gelb fra tænketanken Council on Foreign Relations. Tætte forbindelser til Saudi-Arabien Hele 81 pct. af deltagerne mener f.eks., at tilbageholdelsen af mistænkte terrorister i den ulovlige Guantánamo-lejr i Cuba har en direkte negativ betydning for kampen mod terrorister. Det samme har USA's tætte samarbejde med lande som Saudi-Arabien og Pakistan, der huser og finansierer terrorister. »I Saudi-Arabien bliver milliarder af dollar overført til wahabitter og lignende yderligtgående grupper, som indoktrinerer unge mennesker til at hade shiamuslimer, jøder, kristne og demokratiet samt til at undertrykke kvinder helt horribelt«, siger den tidligere CIA-direktør James Woolsey. Ny afsløring En anden del af kritikken går på, at de enorme summer, USA nu bruger i kampen mod terror, bliver forkert givet ud. De kritiserer f.eks. den omfattende kontrol i lufthavne som forkert brug af ressourcer. Indsatsen til såkaldt public diplomacy - udbredelsen af amerikanske synspunkter samt en holdningsmæssig kamp mod muslimsk fanatisme - er helt utilstrækkelig, mener eksperterne. Kampen mod terrorismen er først og fremmest en politisk kamp om sjælene. »For at vinde den kamp må USA i langt højere grad bruge ikke-militære redskaber«, lyder det fra flere eksperter. Og allerede i går kom et nyt element til diskussionen om kampen mod terror med dagbladet New York Times' afsløring af, at det amerikanske efterretningsvæsen siden 2001 i al hemmelighed har overvåget titusindvis af amerikanske bankkonti. Sagen er så stor, at New York Times forhandlede med regeringen inden offentliggørelsen af artiklen, som præsident Bush beklager. Nu kan han trøste sig med den vellykkede aktion mod syv formodede lærlinge i terrorisme i Liberty City. Men den sejr rykker næppe meget i det samlede billede. For kampen mod terror er først og fremmest politisk, siger Anne-Marie Slaughter, dekan for Instituttet for internationale anliggender ved Princeton Universitet. »Vi taber krigen mod terror, fordi vi behandler symptomerne og ikke årsagerne«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























