Antallet af beboere i verdens slumkvarterer stiger voldsomt. Det skriver FN i en rapport, der netop er offentliggjort. I øjeblikket lever omkring en milliard ud af verdens seks milliarder mennesker i slumbyer, svarende til en tredjedel af jordens byboere. Og FN advarer om, at antallet vil stige til 1,4 milliarder inden 2020, hvis udviklingen fortsætter som nu. Udbredt beboelsesform »I mange byer er slumkvarterer ikke længere kun marginaliserede bydele, hvor der bor en relativ lille del af den urbane befolkning. I mange byer er det den mest udbredte form for menneskelig beboelse«, hedder det ifølge AP i rapporten. De store folkevandringer fra land til by betyder, at antallet af byboere vil være lige så stort som antallet af folk, der bor på landet på verdensplan inden årets udgang. Det er første gang nogensinde. Vækst ingen sikkerhed Ifølge rapporten vokser slumområder også i byer, hvor den økonomiske vækst er stor. »Økonomisk udvikling fører ikke automatisk til en reduktion i slumområdernes udbredelse«, siger en af rapportens forfattere, Eduardo Moreno, ifølge Ritzau. Det er især i landene syd for Sahara i Afrika, at slumkvartererne vokser eksplosivt. Et liv i slum går især ud over børn. 40 procent af de børn, der vokser op i slummen er underernærede, skriver FN ifølge Ritzau.
Hvert sjette menneske i verden lever i slum
Lyt til artiklen