Tyrkiets udenrigsminister Abdullah Gül har sat sig på flyet til Luxembourg. Efter en dramatisk formiddag er de 25 EU-landes udenrigsministre klar til at færdigforhandle den første bids optagelse med tyrkerne. Østrigsk overtalelse Den græsk-cypriotiske udenrigsminister, Geiorge Iacovou, truede ellers længe med at blokere forhandlingerne, og nåede at afvise fem forhandlingsudspil, inden han var tilfreds. Cyprioterne er stærkt utilfredse med, at tyrkerne stadig ikke anerkender den sydlige del af Middelhavsøen. Men det østrigske formandskab fik cyprioten til at give sig ved at tilføje en passage i forhandlingsteksten. Her hedder det, at »hvis ikke Tyrkiet lever fuldstændig op til sine forpligtelser, vil det få indflydelse på hele forhandlingsprocessen«. Tyrkiske havne åbnes Anerkendelsen af Cypern er relevant nu, fordi Tyrkiet i forbindelse med forhandlinger om optagelse skal udvide landets toldaftale til også at omfatte de ti nye medlemslande - heriblandt Cypern. Det gjorde Tyrkiet sidste efterår, men regeringen i Ankara udsendte samtidig en erklæring om, at underskrivelsen ikke var lig med en anerkendelse af den græsk-cypriotiske regering. EU besluttede sidste år, at man ville tage spørgsmålet om toldunionen op i løbet af 2006. Det betyder i praksis, at den tyrkiske regering inden udgangen af dette år skal åbne tyrkiske havne og lufthavne for græsk-cypriotiske skibe og fly. For tidlige protester Derfor har cyprioterne for så vidt ret i, at den manglende anerkendelse kan komme til at blokere Tyrkiets chancer for optagelse i EU fuldstændig. Men Cyperns protester er en postgang for tidlig, siger udvidelseskommissær Olli Rehns talskvinde, Krisztina Nagy og minder om, at vi kun er i begyndelsen af året. »Det er for tidligt at spekulere. Men som kommissær Rehn har sagt, er det i alles interesse at undgå et sammenstød senere på året«, siger hun.
Cypern banket på plads
Lyt til artiklen