42 lig er blevet fundet smidt i forskellige dele af Bagdad. Mange af ligene er blevet skudt, bundet og viser tegn på at være blevet tortureret, skriver Reuters. Flere af ligene blev fundet i den østlige del af Bagdad, oplyser politikilder. Tolv blev fundet i Baladiyat distriktet og otte andre i den nærliggende Sadr City-område. Vil stoppe volden Ikke sjældent bliver lig fundet på denne måde i Irak. Særligt siden bombningerne af den shiittiske helligdom i Samarra i februar. Angrebet startede en bølge af drab og hævnangreb. Den nye shiittiskledede regering med premierminister Nuri al-Maliki i spidsen, har sværget at ville komme voden til livs. 50 dræbt I går blev op mod 50 mennesker dræbt i bombeangreb i Irak. En bombe mod et bageri i Bagdad dræbte mindst ni personer og sårede 10 andre. Kort forinden var 25 personer blevet dræbt og 58 såret, da en bilbombe eksploderede på en markedsplads i Husaniya-distriktet i det nordlige Bagdad. Forud for de to bomber i Bagdad-området havde en anden selvmordsbombe dræbt mindst 12 mennesker byen Hilla i Irak. Politikilder oplyste, at 36 mennesker blev såret af bombeangrebet nær en bilhandel i byen, som har været skueplads for nogle af de værste bombeattentater i Irak siden 2003, da en amerikansk-ledet styrke rykkede ind og fjernede Saddam Hussein.
42 torturerede lig fundet i Bagdad
Lyt til artiklen