En vejbombe sønderflænger en amerikansk Humvee og vælter det tunge køretøj, som var det en legetøjsbil. I langsom gengivelse ser man en soldat blive slynget 30 meter op i luften. »Allah være lovet, vi dræbte amerikanerne«, står der i billedteksten. »Vi sendte dem til helvede«. Militsfolk i kamuflagetøj er i heftig ildkamp med afghanske regeringssoldater. En påstået 'kollaboratør' fremsiger fortvivlet en tilståelse til kameraet, hvorefter hans hoved hugges af. En klagende stemme messer: »Vi vil tilintetgøre amerikanerne og briterne. Vi vil sende dem til helvede«. Velorganiseret Billederne er taget fra Talebanbevægelsens propaganda-dvd'er, der sælges under disken eller distribueres gratis i basarerne i det nordlige Pakistan. De illustrerer, at talebanernes opstand er mere raffineret, bedre organiseret og finansieret og har en større forsyning af våben end på noget andet tidspunkt, siden de blev tvunget fra magten i 2001. Dvd'erne eller de billigere video-cd'er er et stærkt redskab til at hverve nye kræfter til opstanden. På mange af dem findes der fotoalbum, der hylder afdøde 'martyrer'. På en dvd ser man to selvmordsbombemænd stirre ind i linsen og opfordre flere frivillige til at melde sig. Videoerne er som regel fikst redigeret, og det amerikanske militær optræder i klip fra Hollywood-film som 'Top Gun'. Dvd'erne bruges også til at indsamle penge. Vestlige diplomater fortæller, at videoerne er med til at tiltrække penge fra velhavende pakistanere og religiøst konservative kredse i Mellemøsten. »En pæn del af pengene kommer fra Saudi-Arabien«, siger en diplomat og henviser til de mangeårige forbindelser mellem jihad-krigere og de wahabittiske muslimer i Saudi-Arabien. Propandakrig Videoerne indgår i en eskalerende propagandakrig sammen med de såkaldte 'natbreve' - truende skrifter fra Taleban - og radioudsendelser med hadske budskaber. Der er over 150 illegale radiostationer i det nordlige Pakistan, og mange af dem drives af rabiate præster med små FM-sendere. Det fremgår også af dvd'erne, at de hellige krigere uhindret kan gennemføre krigsøvelser ved Pakistans grænse til Afghanistan. På en videooptagelse ser man arabiske militsfolk undervise rekrutter i brug af kanoner med skarp ammunition og raketter. De virker selvsikre og helt uden frygt for at blive forstyrret i deres forehavende. Et af de mest foruroligende klip viser faderen til en 'martyr'. Den skæggede gamle mand sidder på en seng. Han lægger en hånd på hovedet af sit barnebarn, en dreng på et par år, der leger med en pistol, og siger: »Min søn er død. Nu skal børnene kæmpe«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























