Ingen har illustreret problemets omfang bedre end Friedbert Pflüger. Han er det borgerlige parti CDU's spidskandidat, når Berlin til september holder delstatsvalg. »Jeg er bange for, at de kronragede vil ødelægge fodbold-VM for os«, sagde han, efter at det tyske indenrigsministerium i mandags lagde tallene på bordet: Flere og flere voldelige overfald I fjor begik højreekstremister 15.360 strafbare handlinger - en stigning på 27 procent i forhold til 2004. Ministeriet oplyste også, at antallet af højreekstremistiske voldshandlinger i Tyskland i samme periode var steget med 23 procent. På ét år har højreradikale skruet deres voldelige overfald op fra 776 til 958. Det er små tre overfald om dagen. 'Pyt med ofrene' Pflügers bekymring gælder dog ikke ofrene for højrevolden. Han var bekymret for det fodboldstævne, der i høj grad optager tyske sind i næste måned. Han står ikke alene. Politikere både til højre og venstre har i årevis søgt at tale udenom. For ikke at opmuntre nynazisterne, siger man. Eller for ikke at skade Tysklands omdømme. Men overfaldet for en måned siden på en sort tysker, Ermyas Mulugeta, i Potsdam i delstaten Brandenburg var åbenbart dråben, der fik bægeret til at flyde over. Den 37-årige ingeniør blev pryglet halvt ihjel af to nazityper, der kaldte ham »skide nigger«, og denne gang fik den tyske rigsadvokat Kay Nehm nok. Han tog sagen fra Brandenburg op med den begrundelse, at højrevolden nu truer Tysklands indre sikkerhed. »I kommer måske ikke levende ud igen« I sidste uge brød det politiske forsvarsværk sammen, da Uwe-Karsten Heye, formand for borgerbevægelsen 'Vis ansigt!' og tidligere talsmand for den afgåede Schröder-regering, åbenlyst advarede ikke-hvide VM-gæster: De vil muligvis ikke komme levende ud igen, hvis de besøger bestemte byer i delstaten Brandenburg, der omkranser Berlin, sagde Heye. Først ville forargelsen ingen ende tage. Men da indenrigsminister Wolfgang Schäuble få dage senere offentliggjorde de tørre tal for den dramatiske vækst i højreekstremistisk vold, tav Heyes kritikere. Selv Brandenburgs borgerlige indenrigsminister Jörg Schönbohm kunne hårdt presset ikke garantere farvede, at de ville blive behandlet som hvide i visse dele af delstaten. 16 navngivne byer er farlige Den tyske Forfatningsbeskyttelse har nu sat navne på de 16 byer i Brandenburg, hvor farvede og sorte bør holde sig væk. Det er blandt andet Angermünde, Prenzlau, Schwedt, Templin, Belzig, Bernau, Eberswalde, Königs Wusterhausen, Wittstock, Rheinsberg, Cottbus og Potsdam samt regionen Oranienburg. Men hele Tyskland er ramt af den højreekstreme voldsbølge. Det er gået ud over vietnamesere i Sachsen-Anhalt, en ung inder fra Sydafrika, irakere, russere, arabere og afrikanere. Et problem uden løsning Brandenburgs socialdemokratiske ministerpræsident Matthias Platzeck vendte i onsdags på en tallerken og trak sin kritik af partifællen Uwe-Karsten Heye tilbage med ordene: »Vi bagatelliserer intet, vi fornægter intet. Vi har et gigantproblem«. Foreløbig har ingen et brugbart forslag til, hvordan problemet løses.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























