Racistiske overfald stiger i Rusland

Russiske teenagere ved begravelsen af et senegalesisk offer for den racistiske vold. - Foto: AP
Russiske teenagere ved begravelsen af et senegalesisk offer for den racistiske vold. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Den voldelige racisme er ude af kontrol i Rusland, hedder det i en rapport fra Amnesty International, der blev offentliggjort torsdag. Rapporten retter hårde anklager imod såvel nationale som lokale myndigheder for ikke at gøre nok for at bremse racistiske overgreb og vende ryggen til et stigende antal nynazistiske og fascistiske ungdomsgruppers hærgen. »De russiske myndigheders reaktion på problemet med racistiske overfald har været i højeste grad utilstrækkelig. Statens manglende indsats for forebyggelse, efterforskning og straf for forbrydelser udløst af racehad synes kun at bidrage til væksten i ekstremt fremmedhad og nyfascisme i Rusland«, skriver Amnesty. Fortsat stigning Mindst 28 mennesker fra Afrika, Asien og de kaukasiske tidligere sovjetrepublikker blev sidste år dræbt, og 366 var udsat for racistiske overfald, oplyser menneskeretsgruppen Sova i Moskva, der især bekæmper antisemitisme. Amnesty mener, at det faktiske antal ofre er meget højere, da myndigheder kalder de fleste overfald »hooliganisme«. De registrerer dem kun nødig som racistisk motiveret. Adskillige racistiske mord i dette års første måneder tyder på en fortsat stigning. Køller og knive »Racistiske overfald og drab på udlændinge og etniske minoriteter rapporteres med chokerende hyppighed i Rusland, og det er dybt bekymrende, at antallet ser ud til at være stigende. Enhver, der ikke ligner en typisk etnisk russer, er i farezonen«, skriver Amnesty. »Gerningsmændene angriber normalt i større grupper og er ofte bevæbnet med for eksempel baseballkøller og knive. De vælger ofte ofre, der ikke kan forsvare sig. Børn, sovende mennesker og folk, der går alene eller i små grupper, har alle været mål«, hedder det i rapporten. Ifølge Amnesty International har de fleste overfald fundet sted i Moskva, Skt. Petersborg og universitetsbyen Voronesj. Ofrene er mørklødede studerende, asylsøgere, folk fra de sydkaukasiske republikker, afrikanere, asiater og jøder. Håndbog i gadeterror Og racehadet florerer på internettet. Det ligner en matematikopgave: »Hvis I er fire, kan I klare to mennesker. Hvis I er syv, kan I klare tre«. Men det er råd, som kan findes på et utal af nynazistiske russiske hjemmesider om, hvordan man kan smadre en »darky« eller en »skævøjet abe« på mindre end et minut. Det er en 'håndbog i gadeterror'. Det såkaldte Frihedspartis hjemmeside, svobodarus.ru, bringer rapporter om angreb på mørklødede udlændinge under rubrikken 'Rengøringen af byen fortsætter'. I sidste måned opfordrede hjemmesiden »medlemmer af den hvide patrulje til at gå på gaden 20. april og skabe orden i gårde og distrikter ifølge instruktionerne«. I de seneste år har fascistiske grupper yndet at gå til angreb især på den dag, Hitlers fødselsdag. På en konference sidst i april om racisme sagde Boris Mirosjnikov, leder af indenrigsministeriets afdeling for hightech-kriminalitet, at der er omkring 40 russisksprogede hjemmesider, der udbreder »ekstremistisk og terroristisk propaganda«. Den 20-årige Alexander Koptsev, der i januar med en jagtkniv angreb adskillige i en moske i Moskva, sagde, da han i marts blev idømt 13 års fængsel, at han var »drevet til det« af antisemitiske hjemmesider. Dårlig timing Amnestys hårde anklager kommer på et dårligt tidspunkt for præsident Vladimir Putin op til næste G8-topmøde, som han er vært for i Skt. Petersborg i juli. De øvrige deltagere er under pres for at debattere Ruslands store menneskerettighedsproblemer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her