De 1.295 omkomne efter orkanen Katrinas hærgen sidste sensommer døde ikke forgæves. Myndighederne i den legendariske sydstatsby er nemlig i fuld gang med at gøre New Orleans til en af verdens mest orkan-sikre byer. Borgmester Ray Nagin kunne i går i samarbejde med Ministeriet for Hjemlandets Sikkerhed fremlægge en ny katastrofeplan for byen, der blev lagt under vand, da digerne ud for byen brød sammen under orkanen 29. august sidste år. Forlad byen Og budskabet i planen er klart: Forlad byen - inden orkanen rammer. Hvis en kategori 2-orkan - eller en kraftigere - er på vej mod New Orleans, erklæres der undtagelsestilstand senest 30 timer før, hvorefter evakueringen sættes i gang. Herefter rykker en hær af busser ud i byen for at opsamle folk og bringe dem til højere beliggende områder. Hallerne lukkes Målet er at forhindre en gentagelse af situationen under og efter Katrina, skriver CNN Online. Her blev byens butikker rippet for varer, og tusinder blev spærret inde i deres hjem uden mad eller vand, mens andre 30.000 søgte tilflugt i byens store haller, Superdome og Convention Center, hvor lovløsheden herskede. Under en ny evakuering vil folk ikke blive tvunget ud af byen. Men Superdome og Convention Center vil blive låst af, og folk, der vover sig ud på gaderne, vil blive anholdt af en hær af politifolk, som vil blive sendt ud i speedbåde, erklærede Nagin. »Mærk jer mine ord: Det her er en plan for at få folk helt ud af byen. Der vil ikke være et tilflugtsted, som kan benyttes som en sidste udvej«, sagde borgmester Ray Nagin ifølge CNN under en pressekonference. Kæledyr skal med ud Samtidig bliver det tilladt at medbringe kæledyr i busserne - medlidenhed med skødehunden eller papegøjen var en af de vigtigste årsager til, at mange valgte at blive hjemme under Katrina. Sidste udvej, inden orkanen rammer, er via luftvejen. Evakueringsplanen indebærer nemlig også, at trafikken fra byens lufthavn skal fortsætte så længe som muligt på en særlig nødtrafikplan, så folk ikke strander som under orkanen i sensommeren sidste år. Stærkere diger Sideløbende med katastrofeplanen har den amerikanske hærs ingeniørkorps genopbygget byens diger af stærkere materiale end tidligere. Digerne står 80 procent færdige, og hæren forsikrer, at de er klar, til orkansæsonen begynder 1. juni. Blot 200.000 af de 484.000 mennesker, der boede i New Orleans før Katrinas besøg, er vendt tilbage til byen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























