Muslimer vil have egne love i Sverige

Lyt til artiklen

Ret til betalt ferie ved muslimske højtider, rentefrie lån og opdelt svømmeundervisning for drenge og piger. Det er nogle af kravene, som Sveriges Muslimske Forbund fremfører i et brev til politikerne op til det svenske valg i september. »Det handler om at tilpasse visse love, så vi som mindretal kan føle os integrerede i samfundet«, siger Mahmoud Aldebe, formand for Muslimsk Forbund, til avisen Metro. Svensk imamuddannelse Sveriges Muslimske Forbund er landets største muslimske organisation. I brevet er der også krav om tilladelse til halalslagtning, om etablering af en svensk imamuddannelse og om at give imamer ret til at godkende skilsmisser og undervise muslimske børn i islam i skoletiden. Mahmoud Aldebe ønsker desuden, at muslimske giftefogeder skal have ret til at afslå vielse af homoseksuelle par, og at mænd, der har mishandlet deres koner, fortsat skal have mulighed for at se deres børn. Forbavselse Kravene vækker forbavselse og afstandtagen både hos andre muslimske organisationer og svenske politikere. »Jeg kender ikke nogen muslimer, der står bag forslaget. Alle mennesker i Sverige bør følge samme love«, siger Abd Al Haqq Kielan fra Islamisk Samfund til Aftonbladet. Kielan har tidligere opfordret til modstand mod de antidemokratiske kræfter, han mener Mahmoud Abdele repræsenterer. Også hos Sveriges Muslimske Råd, en paraplyorganisation for alle muslimske samfund, reagerer man kraftigt mod forslaget. »Vi er overrumplede af dette udspil«, siger formanden Mehmet Kaplan. Grotesk Integrationsminister Jens Orback siger til Metro, at forslaget er helt grotesk. »I Sverige gælder alle love for alle. Vi har længe arbejdet for en kønsneutral lovgivning, så at indføre noget som dette er fuldstændig utænkeligt. Det vil vi aldrig acceptere«, siger han. Det liberale Folkpartiet siger, at de aldrig vil gå med til undtagelser for muslimer, for at man på lovlig vis kan undertrykke kvinder. »Folkpartiet vil aldrig medvirke til muslimsk lov om ægteskab og skilsmisser«, siger partiformand Lars Leijonborg. »Forbundet støtter ikke de grundlæggende værdier i samfundet«, siger Nyamko Sabuni fra Folkpartiet til SVT. Han kræver, at statsstøtten til forbundet inddrages.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her