Den hviderussiske oppositionsleder Alexander Milinkevich er blevet arresteret. Efter et pressemøde i hovedstaden Minsk, blev han anholdt og kørt bort af politiet, skriver AP og Reuters. »Vi forventede en stævning, men i stedet kom OMON (uropatruljen). De sagde, at Milinkevich var anholdt, satte ham ind i bilen og tog ham med på stationen«, siger oppositionslederens talsmand Pavel Mazheika til Reuters. Dagen efter kæmpedemonstration Anholdelsen sker en dag efter, at Milinkevich stod i spidsen for en protestdemonstration, hvor 10.000 mennesker deltog. Det var en af de største demonstrationer ud af de mange, der i det sidste halve år har foregået som protest mod den siddende præsident, Alexander Lukasjenko, også kaldet 'Europas sidste diktator'. Tjernobyl spøger stadig Mindst tre andre fremtrædende oppositionspolitikere blev anholdt i forbindelse med demonstrationen, der tog afstand fra regeringens håndtering af konsekvenserne efter Tjernobyl-katastrofen. En katastrofe, der udledte så meget radioaktivt udslip, at det for 20 år siden dækkede en fjerdedel af Hvideruslands areal. Oppositionen var desuden blevet nægtet at bruge de offentlige bygninger i byen Gomel til at afholde en konference, der satte spørgsmålstegn ved regeringens politik i forhold til ofrene for katastrofen.
Oppositionsleder kørt bort af uropatrulje
Lyt til artiklen