FN's Sikkerhedsråd mister sin troværdighed, hvis det ikke griber til handling og straffer Iran for at se stort på de internationale krav om at stoppe sit atomprogram. Den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, lagde torsdag aften hårdt pres på sine allierede under NATO's udenrigsministermøde i Sofia. »Hvis FN's Sikkerhedsråd skal bevare sin troværdighed, skal det selvfølgelig handle«, sagde hun og fortsatte: »Sikkerhedsrådet er den primære og vigtigste institution for at opretholde fred, stabilitet og sikkerhed, og det kan ikke have dets ord og vilje ignoreret af et medlemsland«. Debat under middag Spørgsmålet om Iran var ikke officielt på dagsorden for mødet mellem NATO's udenrigsministre, men under en uformel middag sent torsdag forventedes det at blive det store debatemne. »Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå udviklingen af masseødelæggelsesvåben«, sagde NATO's generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer. Tre af sikkerhedsrådets permanente medlemmer, USA, Frankrig og Storbritannien, har sat fredag som deadline for, at iranerne stopper for berigelsen af uran, som mistænkes for at skulle bruges til atomvåben. På et møde i FN's Sikkerhedsråd fredag skal lederen af Det Internationale Atom Energi Agentur (IAEA), Mohamed ElBaradei, rapportere til rådet, om iranerne har indstillet atomprogrammet. Mere dialog Men Condoleezza Rice mener, det er »højst usandsynligt«, at iranerne vil leve op til det internationale samfunds krav, og at det derfor er tid til at indføre sanktioner. Med den amerikanske udmelding var der lagt op til en hed debat under den transatlantiske middag torsdag aften, hvor også udenrigsministrene fra EU var inviteret med for at drøfte verdenssituationen. Den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, sagde forud for middagen, at USA burde tage en snak med iranerne, nu da de alligevel har bedt dem om et møde om Irak. »Når der i forvejen er et møde med iranerne om situationen i Irak, så vil ingen kunne forstå, hvis det centrale emne i verdenspolitikken lige nu ikke kommer op«, sagde han. Næsten samme ordlyd kom fra den tyske kansler, Angela Merkel, som under et møde med den russiske præsident, Vladimir Putin, i Sibirien, opfordrede til mere dialog. Det samme gjorde Putin. »IAEA må fortsætte med at spille en vigtig rolle, og det må ikke løbe fra sit ansvar for at sende den slags spørgsmål videre til FN's Sikkerhedsråd«, sagde han. Rusland får endvidere mulighed for at gentage synspunktet, når den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, fredag skal møde NATO's udenrigsministre i Sofia. Iran fortsætter atomprogram Kineserne var ikke lige så klare i mælet torsdag. Fra udenrigsministeriet i Beijing lød der blot en opfordring til, at alle involverede parter undgår at »forværre situationen«. Fra Iran er der ingen tegn på en ny taktik en dag før deadline. Den iranske leder, Mahmoud Ahmadinejad, sagde torsdag, at Iran ikke lader sig skræmme af udsigten til sanktioner eller angreb. »Man kan ikke påføre den iranske nation noget eller tvinge den til at opgive dens åbenlyse ret. Man kender ikke dens magt«, sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























