Bin Laden taler for døve ører

Lyt til artiklen

Sudans regering og den palæstinensiske militante Hamas-organisation har været hurtige til at tage afstand fra udtalelser på det nye bånd med al-Qaeda-lederen Osama Bin Laden. På båndet opfordrer al-Qaeda-lederen ellers til kamp imod det, han kalder den vestlige verdens »zionistiske korstog imod islam«. Ligesom han siger, at islamiske militanter skal forberede sig på en »lang krig mod korsfarerne i det vestlige Sudan«. Sudan: Vi ønsker ikke krig Men umiddelbart er der ikke den store lydhørhed over for den slags opfordringer. »Sudan har intet at gøre med den slags udtalelser«, siger talsmand fra det sudanske udenrigsministerium Jamal Mohammed Ibrahim til BBC. »Vi er ikke involveret i noget med mujahediner eller korstog eller nogen som helst krig mod det internationale samfund. Vi vil gerne finde en fredelig løsning i Darfur«, siger han. Urolighederne i Darfur-regionen begyndte i vinteren 2003, hvor oprørere fra sorte afrikanske stammer vendte sig mod Sudans arabisk-dominerede regering. Regeringen bliver beskyldt for siden hen at have givet en berygtet arabisk milits, Janjawed, frie tøjler til at begå overgreb mod lokalbefolkningen i regionen, hvilket har ført til massedrab og har sendt millioner af mennesker på flugt. Hamas: Vores ideologi er helt anderledes Osama Bin Laden nævner også Hamas som en lidelsesfælle i krigen mellem islam og Vesten. Han argumenterer, at beslutningen blandt vestlige regeringer om at indstille støtten til den palæstinensiske regering siden Hamas vandt valget i det palæstinensiske områder, er endnu et bevis på en anti-islamisk kampagne fra Vestens side. Al-Qaeda menes ikke at have direkte forbindelse til Hamas. Og ligesom Sudan var Hamas da også hurtigt ude med en afstandtagen til Bin Laden. »Hamas' ideologi er helt anderledes end Sheik Bin Ladens ideologi«, siger talsmand Sami Abu Zuhri til AP. Hamas deler dog en anti-israelsk ideologi med terrornetværket al-Qaeda. Og ifølge AP har al-Qaeda på det seneste forsøgt at etablere terrorceller i Gaza-striben og på Vestbredden. Nævner de danske tegnere Indtil videre er det ikke lykkedes efterretningstjenester at finde den eftersøgte al-Qaeda-leder. Bin Laden befandt sig oprindeligt i Sudan, indtil landet efter tungt pres fra USA udviste terrorlederen. Herefter rejste han til Afghanistan, hvor det formodes, at han opholder sig i de uvejsomme bjergegne i grænseområdet til Pakistan. På det nye bånd opfordrer terrorlederen også til en boykot af danske varer, ligesom han ønsker de 12 bladtegnere udleveret, som lagde pen til de meget omtalte tegninger af profeten Muhammed, der blev bagt i Jyllands-Posten i september sidste år. Amerikansk efterretningstjeneste bekræfter, at det er Osama Bin Laden, der taler på båndet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her