Politiet i Göteborg har afhørt den mand, der om morgenen blev fundet i Skagerrak flydende på en flåde af olietønder. Men han er tavs som graven. »Det eneste, han foreløbig har fortalt os, er, at han er fra USA. Han vil ikke fortælle, hvordan han havnede på flåden, eller hvor længe han har opholdt sig på den «, oplyser pressetalsmand for Göteborg Politi, Thomas Fuxborg til Ritzau. Ligger til observation Manden ligger i øjeblikket til observation på sygehuset i Göteborg. Herefter vil politiet fortsætte afhøringen af ham. »Vi vil selvfølgelig gerne vide noget mere om både hændelsen og om mandens identitet. For hvis han er blevet smidt overbord fra et andet fartøj, er det ikke svært for os at spore«, siger Thomas Fuxborg. Hvordan manden havnede 50 kilometer fra land på fire olietønder, er fortsat et mysterium. Kaptajnen på det norske fragtskib, der samlede manden op, har forklaret politiet, at han lugtede meget dårligt, da besætningen trak ham om bord. »Han blev sat på båden mod sin vilje« Han har forklaret kaptajnen, at han har ligget til havs i to-tre dage, og at han er blevet sat på flåden mod sin vilje. Mere har han ikke sagt, siger redningskonsulenten Per Erik Bjørklund fra det firma, der ejer fragtskibet. Manden har det ifølge det svenske politi efter omstændighederne godt.
Mystisk skibbruden nægter at tale
Lyt til artiklen