Bulgarien skal forstærke indsatsen for at bekæmpe korruption og organiseret kriminalitet, hvis det vil med i EU fra årsskiftet. Det sagde EU's udvidelseskommissær, Olli Rehn, i dag. »Der er stadig alvorlig bekymring med hensyn til respekt for loven og håndhævelsen af loven i landet«, sagde Rehn efter et møde i Sofia med den bulgarske premierminister, Sergej Stanisjev. Ingen må stå over loven »Der er behov for håndgribelige resultater i kampen mod korruption på højt niveau og organiseret kriminalitet for at vise, at ingen står over loven«, tilføjede kommissæren. Bulgarien og nabolandet Rumænien skal ifølge planen optages i EU fra nytår. Men EU har advaret om, at medlemskabet kan blive udsat et år, hvis de to lande ikke gennemfører de nødvendige reformer.
EU-kommissær kræver øget indsats mod korruption i Bulgarien
Lyt til artiklen