Ytterbyskolen i Kungälv nord for Göteborg har taget en radikal beslutning for at få standset racistiske, nynazistiske og sexistiske tendenser hos eleverne. Hvis man behandler sine kammerater eller skolens personale på en krænkende måde lever man ikke op til skolens kursusplan. Og så bør man ikke bestå faget samfundsvidenskab. »Det handler ikke om meningsregistrering. Det handler om, om eleven kan tillempe de demokratiske spilleregler eller ej«, siger Ann-Charlotte Brandberg, skoleinspektør på Ytterbyskolen, til Politiken. Møder skarp kritik Initiativet får dog skarp kritik af både Skolverket under undervisningsministeriet og fra politiske kommentatorer over hele den politiske spektrum. »Selv om det er utroligt vigtigt, at ingen bliver krænket i skolen, skal kundskaberne være afgørende. Ellers kan det få urimelige konsekvenser«, siger Ingegärd Hillbom, chefjurist på Skolverket, til flere svenske aviser. Besværligt efterår Baggrunden for skoleledelsens initiativ er et besværligt efterår fyldt af ballade og problemer for skolen. »Vi har haft problemer med elever, der krænker andre, elever, der nægter at samarbejde med andre på grund af deres etniske baggrund, og vi har også haft problemer uden for skolen i Ytterby«, fortæller Ann-Charlotte Brandberg. Kungälv har siden 1930'erne været et af de områder, hvor de nazistiske og racistiske bevægelser står stærkest i Sverige. For ti år siden blev den 14-årige dreng John Hron, der var på telttur med sine venner, slået ihjel af en gruppe unge nynazister. Den grusomme tortur, der førte til mord, fandt sted ved en sø uden for Kungälv. Intolerance Det er lignende tendenser som Ytterbyskolen håber at stoppe i tid. Man henviser derfor til Skolverkets egen læseplan, hvori der står, at »eleverne skal forstå og kunne bruge de demokratiske spilleregler«. »Hvis man gentagne gange siger, at man ikke vil arbejde sammen med de der 'jävla blattar' (perkere), har man ikke en demokratisk måde at se tingene på«, siger viceskoleinspektør Margareta Nystrøm til avisen Metro. Skolen har arbejdet mod intolerance igennem flere år, og det er dette arbejde, man nu har intensiveret. »Desværre er det sådan, at mange forældre tager alt for let på, at deres børn har racistiske og nynazistiske sympatier, og at de giver udtryk for dem i skolen. Men for os skal det ikke være i orden, at eleverne står på gangene, med udstrakt højre arm og skriger 'Sieg heil'«, siger Christer Mattson, der leder toleranceprojektet, til Gøteborgs-Posten. Støtte fra kommunen Ytterbyskolen får også stærk støtte fra Kungälvs kommune, hvor den socialdemokratiske borgmester, Miguel Odhner synes, det er godt, at man prøver, hvordan skolen kan sikre, at eleverne ikke krænker hinanden. For skoleinspektør Ann-Charlotte Brandberg er det dog vigtigt at slå fast, at en fjernelse af karakteren (og dermed dumpning) først tages i brug, når alle andre udveje er forsøgt. Det indebærer, at alle de berørte elever sammen med deres forældre først skal igennem et program bestående af værdiøvelser og samtaler. Ulovligt? »Det handler slet ikke om, at vi dumper elever for deres holdninger. Jeg kan nævne mange med nynazistisk ideologi, der har forladt vores skole med karakterer i alle fag. De har holdt sig inden for spillereglerne, og det er det, det hele handler om«, siger hun. Skolverket vil nu se nærmere på den tekst i kursusplanen, som Ytterbyskolen henviser til, for at afgøre, om det strider mod loven.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























