Millioner af demonstranter lammer Frankrig

Arrangørere mener, at der var 250.000 mennesker på gaden i Marseilles. - Foto: AP
Arrangørere mener, at der var 250.000 mennesker på gaden i Marseilles. - Foto: AP
Lyt til artiklen

De franske gader var fyldte af bannere og flag - og frem for alt mellem to og tre millioner vrede demonstranter, da landet blev ramt af en national endags-strejke. Transportarbejdere, lærere og studerende mødte op for at forsøge at få regeringen til at opgive en ny arbejdsmarkedslov. Protester mod Villepin I Paris måtte Eiffeltårnet holde lukket hele tirsdagen, og pendlere måtte finde sig i forsinkelser på tog og metro. Også lufthavne var ramt af strejken. Protesterne er især rettet mod premierminister Dominique de Villepin og hans forslag om at indføre en særlig kontrakt ved det første job, man får som nyuddannet. Kontrakten gør det lettere for en arbejdsgiver at fyre en ansat under 26 år de første to år, han eller hun er ansat i firmaet. Lettere at fyre de unge Indtil videre har Dominique de Villepin stået fast på loven, men presset på ham vokser. »Vi forlanger en komplet tilbagetrækning af forslaget om Nyt Job-kontrakten. Du kan ikke behandle folk som slaver. Det er at gå for langt at give al magten til cheferne«, siger Gregoire de Oliviera, en 21-årig studerende fra Paris, til AP. Formålet med den nye jobplan er at reducere arbejdsløsheden blandt unge - et problem, der i dag rammer omkring 23 procent i Frankrig. Men ledere af fagforeninger og studenterorganisationer mener, at det vil skabe en generation af 'brug og smid væk'-arbejdere. Protester over hele landet Arrangørerne regner ifølge nyhedsbureauet Reuters med, at omkring 2,6 millioner mennesker demonstrerede over hele Frankrig. Alene i Paris var 700.000 mennesker på gaden, og i Marseille var antallet af demonstranter helt oppe på 250.000, oplyser arrangørerne. Også i Grenoble i det østlige Frankrig, i Pau i den sydøstlige del af landet samt i den vestlige by Rennes var demonstranter samlet i titusindvis. På bannerne stod der 'Vi giver ikke op', og folk malede deres ansigter med slagord imod jobplanen. Demonstrationerne var relativt fredelige, modsat demonstrationerne sidste uge, hvor en 39-årig mand endte i koma efter et sammenstød med politiet. Men de massive protester har skabt frygt for mere voldsomme begivenheder. Især efter de voldsomme sammenstød mellem politi og indvandrere, som Frankrig oplevede sidste efterår - uroligheder, der især huskes for de mange bilafbrændinger. Chirac bakker op Konflikten er Villepins største udfordring som premierminister. En udfordring, der oven i købet kommer forud for valget til præsidentposten næste år, hvor Villepin er en potentiel kandidat. Han prøver at overbevise folk om, at noget må gøres ved arbejdsløsheden. »Der er stadig tid tilbage, lad os bruge den til dialog. Men der er en ting, jeg ikke kan acceptere... Og det er blot at blive siddende med armene over kors og ikke gøre noget ved arbejdsløsheden blandt de unge, som I aldrig har ønsket at debattere«, siger Villepin ifølge AP som svar på kritik fra oppositionen. Præsident Jacques Chirac har hidtil bakket op om Villepin. Han har netop aflyst en rejse til det nordlige Frankrig på grund af den spændte situation. Politikerne holder nøje øje med massedemonstrationerne i Frankrig, der tidligere har haft afgørende politisk betydning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her