Hundredvis af indbyggere måtte flygte og en række virksomheder lukke ned, da en voldsom tropisk cyklon med vindstød på op til 235 kilometer i timen i dag ramte et stort olie- og mineområde i det vestlige Australien. Katastrofeeksperter siger, at cyklonen 'Glenda' også vil afstedkomme oversvømmelser i regionen, der i forvejen har været igennem flere uger med storme. Opfordres til at søge ly Flere hundrede mennesker lod sig i dag evakuere fra lavtliggende områder ved den massive olie- og malmudskibningshavn Karratha. Kort efter udsendte myndighederne en 'rød alarm', og beordrede de tilbageværende beboere til øjeblikkeligt at søge ly snarere end at søge at flygte. Storm i kraftigste kategori Cyklonen 'Glenda' betegnes som en kategori fem storm, hvilket er den kraftigste kategori. I sidste uge ramte en lige så voldsom cyklon Australien. Cyklonen 'Larry' havde vindstød på op mod 290 kilometer i timen, og tusindevis af indbyggere måtte evakueres, da den ramte den nordøstlige del af landet. 'Larry' var den kraftigste storm i Australien siden den, der ramte byen Darwin i 1974. Dengang blev 70 procent af byen ødelagt, og 71 mennesker mistede livet.
Australiere flygter fra cyklon
Lyt til artiklen