Adskillige tusinde demonstranter samler sig i dag omkring den hviderussiske oppositionsleder Aleksander Milinkevitj i en park i det centrale Minsk. Det oplyser det franske nyhedsbureau AFP's korrespondent på stedet. Hundredvis af demonstranter fortsatte med at strømme til fra Uafhængigheds-gaden, hvor flere tusinde politifolk blokerede adgangen til Oktoberpladsen. Protester mod Lukasjenko Her havde oppositionen på forhånd bebudet at ville manifestere deres modstand over for præsident Aleksander Lukasjenko. Milinkevitj havde stillet sig op ved en statue af digteren Janka Kupala, en berømt hviderussisk nationalist, mens demonstranterne råbte »Hviderusland lever« og vinkede med flag. Tidligere i dag lykkedes det demonstranterne at trænge gennem politiets afspærringer ved Oktoberpladsen for at deltage i protestmødet, inden politiet igen fik tømt pladsen for mennesker.
Tusinder samler sig om oppositionsleder i Minsk
Lyt til artiklen