Amerikansk militær har indledt det største luftangreb i Irak siden invasionen i 2003. Formålet med operationen er ifølge militæret at slå ned på »et formodet oprørsområde i området nordøst for Samarra«. Både irakiske og amerikanske soldater Ifølge Reuters har det amerikanske militær oplyst, at angrebet involverer mere end 50 militærfly samt 1.500 irakiske og amerikanske soldater. Der er tale om en fælles aktion mellem de amerikanske styrker i landet og de irakiske myndigheder. En amerikansk general oplyser til CNN, at det på sigt er målet, at det irakiske militær skal kunne klare sig selv, men at deres luftvåben endnu ikke er stærkt nok. Operationen forventes at fortsætte i flere dage, »indtil en grundig gennemsøgning af området er afsluttet«, lyder det i meddelelsen ifølge Reuters. Fund af våbendepoter En talsmand fra irakiske myndigheder i området siger, at »ukendte bevæbnede mænd befinder sig i dette område. De dræber og kidnapper politimænd, soldater og civile«. Det skriver AP. Ifølge det amerikanske militær er resultatet af den første dag under operationen - kaldet 'Operation Swarmer'- at en antal af fjendes våbendepoter er fundet. Depoterne blev tilsyneladende brugt til at opbevare sprængstoffer og militæruniformer. Tæt på Samarra Operationen foregår tæt på byen Samarra, 100 kilometer nord for Bagdad. Det var i byen Samarra, at en bombe i sidste måned ødelagde den shiamuslimske helligdom kendt som 'Den Gyldne Moske'. Ødelæggelsen af denne helligdom medførte en lang række uroligheder mellem shia- og sunnimuslimer i Irak, og førte Irak tættere på en borgerkrig. Samarra er en af hovedbyerne i Salahuddin-provinsen i Irak. En provins, der er en del af den såkaldte sunni-muslimske trekant. Og hvor irakiske oprørere har opereret siden invasionen i 2003. Det var også i denne provins, Saddam Hussein blev fanget, ikke langt fra provinsens hovedstad Tikrit.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo




























